Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

kunsthåndværket som eksisterende i et ’frirum’ hvorfra det som materialkulturelt
’superobjekt’ kan reflekterer materialkulturen egne mulighedsbetingelser for ’play
with alternative visions’. Pointen er at kunsthåndværket netop fastholder den kritiske
friktion ved ikke at glide sømløst ind i forbrugscirkulationen og dermed miste kritikkens
mulighedsbetingelse. Det på een gang italesætter og modsætter sig ’commodification’ via
den potentielle brugstypologiske reference, og på den måde eksisterer det i en art dobbelt
forhold til materielkulturen: Både som konkret superobjekt i en bestemt udstillingsmæssig
kontekst der ligger tæt op ad livsstilsobjektet, men også som en kritisk refleksion.
Med det konceptuelle kunsthåndværk bliver Cummings’ pointe således klar:
’Andetheden’ kan lokaliseres i de genstande, vi omgiver os med, og som ’superobjekter’
peger de konceptuelle værker netop på at Foster ikke nødvendigvis har ret i udgangspunktet
for Design and Crime: At al kritisk position er kvalt i æstetitiseringens annektering af
alle sociale og kulturelle områder. Hverdagsgenstandene kan byde på deres egen kritiske
friktion, og som superobjekter fremhæver kunsthåndværket denne mulighedsbetingelse.
Modstandspotentialet kan lokaliseres fordi objekterne står udenfor; i det reflektionsrum,
der opstår, og det placerer kunsthåndværket i en central situation: De konceptuelle
værker bryder pr. definition med ’grammatikken’, og peger dermed på dette brud som en
mulighedsbetingelse for en oppositionsæstetisk praksis. Ved, som værkerne gør, at sætte
mennesket i et forhold til sin omverden, der ikke på forhånd er medieret i det kulturelle
system, opstår således ’potentialernes frirum’, idet kunstsfærens semiautonomi kobles
med materialkulturens hverdagsgenstande. Hermed opstår der er fornyet forbindelse
mellem kunst og virkelighed, som avantgardetænkningen ikke har fået øje på, men som
ikke desto mindre byder på en ny måde at indtage en oppositionsæstetisk position.
6.2.4. ’Superobjektets’ oppositionsæstetiske modstandspotentiale
Ved at blive indskrevet i en avantgardeteoretisk optik blev det et spørgsmål i den
materialkulturelle tilgang, om at lokalisere en oppositionsæstetisk position. At
kunsthåndværket positioneres som centralt her gør det derfor relevant at uddybe hvordan
denne oppositionsæstetiske position fungerer i forhold til de idealer der er opstillet
af avantgarden. For Arts and Crafts-bevægelsen og Bürgers historiske avantgarde var
ideologien i bund og grund marxistisk-revolutionær, om end det var udfra to helt forskellige
helt forskellige strategier; jvf. Murphy et hhv. æstetisk og et an-æstetisk udgangspunkt.
Målet var imidlertid en revolutionær omforandring af de herskende værdier, katalyseret
gennem kunsten; i Bürgers terminologi en ’reintegrering af kunst og livspraksis’. Skridtvist
blev disse intentioner dog renonceret til fordel for en mere realistisk institutionskritisk
position i erkendelsen af, at kunstens egen udsigelsesposition uomgængeligt ender som
affirmativ. Resultatet blev med Foster en semiautonom position, der er bevidst om sit eget
udsigelsessted. Som nævnt udgør kunsthåndværkets semiautonomi en lidt anden form
for position end den, Foster advokerer for, ved at abonnere åbenlyst på værkbegrebet
samtidig med at autonomien, jvf. både formtypologien og det tvetydige udstillingssted,
alligevel ikke føres til ende.
Hvilken form for kritisk position er det dermed, det konceptuelle kunsthåndværk således
superobjekter 04.indd 188 08-08-2006 01:44:31
SYNTESE: TEORETISK BETYDNING
88