Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

kunsthåndværk udskilles.
Parallelt med kunst/liv-dikotomien vokser samtidig et fremmedgørelsesbegreb,
hvis hjemløshed Greenhalgh påpeger, særligt sones i Arts and Crafts-bevægelsens
autenticitets-repræsentationer. Arts and Crafts-bevægelsen bliver dermed central, dels
som autenticitetsgaraterende praksis, dels som forsøg på at genetablere den tabte relation
mellem kunst og liv.
I den forbindelse er det interessant at både Shiner, Greenhalgh og Dormer
implicit påpeger, hvordan kunsthåndværket med Arts and Crafts lægger ud med nogle
oppositionsæstetiske idealer, der synes at antage til stadighed svagere konturer op
gennem modernismen. Modernismen, og dermed studiobegrebet, synes således at kvæle
de ’resistance’-drevne intentioner, Arts and Crafts initierede, men som netop føres ud
i livet via det autonome kunstbegreb, Arts and Crafts oprindeligt positionerede sig i
modsætning til. Hermed synes kunsthåndværket - med den studiobevægelse, der er
udgangspunktet for den måde, kunsthåndværket kontekstualieres i dag - at videreføre
en bestemt del af Arts and Crafts-intentionerne; nemlig en oppositionel anti-urban, antiindustriel
position, som den oprindeligt præsenteres af Bernard Leach.
Imidlertid er det Shiners påstand, at denne ’craft-as-art’-bevægelse ender med at
bekræfte kunst/liv-dikotomien i en formalistisk modernisme. Hermed overser man således
netop den akse, som Shiner oprindeligt opstiller af momenter af ’resistance’ mod kunstliv-dikotomien;
nemlig Arts and Crafts, Dada, Duchamp, pop- og konceptkunst. Denne
form for kunstnerisk slægtskab er ganske fortonet i det modernistiske studiobegreb, der
vokser ud af Arts and Crafts-bevægelsen, mens ansatserne til en tydeliggørelse af denne
position imidlertid eksisterer allerede på det tidspunkt, hvor bruddet med design- og
billedkunstbegreberne for alvor sætter sig igennem.
I artiklen ”Walter Benjamin: Traces of Craft” dykker den britiske kulturforsker Esther
Leslie ned i Walter Benjamins essay ”The Storyteller” (opr. ”Der Erzähler”) fra 1934, der
omhandler den russiske 1900-tals historiefortæller Nikolai Leskov. Her påviser Leslie
hvordan historiefortælling for Benjamin er tæt forbundet med udøvelsen af ’craft skills’. 49
Hun citerer således Benjamin: ” If peasants and sailors were past masters at storytelling,
the artisan rank was their master class. It combined the lore of faraway places, such as
the much-travelled man brings home, with the lore of the past, as it best reveals itself
to residents of a place.” 50 . På den baggrund påviser Leslie, hvordan Benjamin i udøvelsen
af kunsthåndværket lokaliserer en intim forbindelse til erfaring af fortiden. Udøvelsen
af kunsthåndværket er dermed videregivelsen af erfaring; adgangen til et ellers ikke
tilgængeligt autenticitets-område. En autentisk omverdenserkendelse fordrer dermed
ifølge Benjamin, en direkte erfaring. Leslie skriver: ”Stories, mirrors of true experience,
and crafted objects alike are solid, useful, unique. The aesthetics of the useful and unique
story or the crafted pot could not be more removed from the attributes of cheap mass-
49 Esther Leslie (1998). ”Walter Benjamin: Traces of Craft”. Journal of Design History, vol. 11, number 1, p. 5-13.
50 Walter Benjamin (1936). Der Erzähler. Gessamlet Schriften, II:2, Suhrkamp, p. 440. 1991. Leslie citerer her fra den
engelske oversættelse: ”The Storyteller”. Illuminations. Fontana. 1992, p. 85.
superobjekter 04.indd 38 08-08-2006 01:43:19
HISTORISK UDGANGSPUNKT OG PROBLEMATIK
38