Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

affirmation af herskende institutionelle magtstrukturer. Opgøret bliver derfor langt:
Først med autonomibegrebet (historiske avantgarde), siden med kunstinstitutionen
(neo-avantgarden).
I dette opgør har kunsthåndværket for længst forskanset sig i studiobegrebets sikre
position og har tilsyneladende parkeret de oppositionsæstetiske intentioner i makerperspektivets
andethed som håndlavet alternativ til industrialisering og konceptualistisk
an-æstetik. Imidlertid er det her vi møder kunsthåndværkets anden avantgardeteoretiske
relation; nemlig i objektets formtype. Ved som en del af genrekonsortiets karakteristika
(Greenhalgh) at bevare en relation til brugsorienterede formtyper - om end til tider i
abstrakte, symbolske former - bevarer kunsthåndværket en forbindelse til hverdagslivets
materialkultur.
Denne position er interessant i avantgardeteoretisk perspektiv, idet avantgarden,
så at sige via kunsten, forsøger at påvirke de magtstrukturer, der gør sig gældende i
hverdagslivet. Ganske vist kan man ikke uproblematisk overføre Bürgers begreb om
livspraksis til funktionsrelaterede (hverdags)objekter, men netop ved at indsætte Bürger
i en aksiomatik, vil det fremgå, i hvilken sammenhæng, hans begreber anvendes. Det
avantgardebegreb der skrives frem på baggrund af Bürger-Murphy-Huyssen-Foster-
Highmore-aksen, er således et begreb der kredser omkring en bestemt problematik,
nemlig spørgsmålet om, hvilken position kunsten indtager i samfundet: Bürger
med definitionen af den historiske avantgardes institutionsopgør for at overkomme
affirmationen, i jagten på en kritisk position der overkommer skellet mellem ’kunst’ og
’livspraksis’, Murphy med spørgsmålet om, om insitutionskritikken og demonteringen
af autonomibegrebet overhovedet er nødvendig for at udøve avantgardistisk praksis (i
praksis et forsvar for Arts and Crafts-bevægelsens avantgardistiske position), Huyssen
ved at påpege avantgardens reelle succes som massekulturens transformative kraft og
avantgardens deraf følgende nødvendighed i at insistere på den æstetiske oplevelse
udenfor kunstbegrebet. Her betragtes det æstetiske altså som en oppositionsæstetisk
erkendelse, der skal transformere livspraksis frigjort fra autonomibegrebet. Mens det
æstetiske dermed (med Murphy) tillægges oppositionsæstetiske potentialer (> < Bürgers
an-æstetik) åbner Huyssen muligheden for, at den æstetiske erkendelse kan antage andre
former end (affirmativ) sublimering: Den kan realiseres i massekulturen.
Hermed er avantgardens paradoks mellem affirmativ autonomi og affirmativ massekultur
brudt. Autonomien som ren negation er en umulighed, men dens egenskab som
transformativ erkendelse har stadig en plads i en heteronom kulturøkonomi.
Foster sætter denne position på spidsen ved at pege på et ’semi-autonomt’
udsigelsessted, der giver plads for en avantgarde, der opererer i en gennemæstetiticeret
samfund. Dikotomien ’kunst’ og ’livspraksis’ er således blot en retorisk figur, der
skygger for at oppositionsæstetikken kan lokaliseres i en hverdagsvirkelighedsbaseret
forskydningspraksis.
Her bliver kunsthåndværket for alvor interessant. Sat i relation til en
avantgardetænkning der kæmper for en gyldig oppositionsæstetisk position viser
det sig, at kunsthåndværkets rolle kan defineres som andet end modernistisk æstetik
superobjekter 04.indd 110 08-08-2006 01:43:26
TESE OG TEORETISK GRUNDLAG
0