Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

art paralleleksistens til hverdagsvirkeligheden. Via Fribergs udvidede æstetikbegreb viser
det sig, hvordan erkendelsen netop konstitueres af det æstetiske; det æstetiske påvirker
det sociale, som den ’fiktionalisering, der soner det moderne samfunds erfaringstab’.
I den forbindelse er kunsthåndværkets særlige position som paralleleksisterende,
oppositionsæstetisk frirum central fordi det - via de materielkulturelle referencer
- udgør en fiktionalisering; en metafor, der peger tilbage på den materialkulturelle
hverdagsvirkelighed. Som refleksioner over den materielle kulturs hverdagsgenstande indgår
de konceptuelle værker som en del af en forskydningspraksis, og uanset at forskydningen
foregår på værkniveau, er der derfor en direkte reference til dén tidlige avantgarde, hvis
mål det var at sone kunst/liv-dikotomien; ikke modernismens æstetiske sublimering,
hvori studiobegrebet endte.
7.1.7. Den semiautonome, kritiske friktion
Kunsthåndværket kan dermed genpositioneres i den semiautonome position, det
ret beset har indtaget lige fra starten. Semiautonomien er dermed ikke en position,
kunsthåndværket møjsommeligt må tilkæmpe sig (jvf. den billedkunstneriske
neoavantgarde), men er praksisformens naturlige udgangspunkt. Superobjektet (jvf.
Buchli) er dermed et begreb, det giver god mening at applicere på kunsthåndværket:
Fra historisk at have fungeret som ’objectifications of authorative knowledge’ kan man
nu sige, at kunsthåndværket som superobjekt stadig repræsenterer et bagvedliggende
- paralleleksisterende - værdisystem, blot med omvendt fortegn: Oppositionsæstetikkens
rolle er at udgøre et magtinstrumentelt frirum, der repræsenterer en alternativ virkelighed.
Kunsthåndværket eksisterer i et særligt ’rum’, der hverken er materialkultur eller kunst;
det fremstår som et ’superobjekt’ fordi det udsigelsesposition er privilegeret i forhold til
materialkulturen, med en agenda der er kritisk og refleksiv.
Pointen er, at kunsthåndværket netop fastholder den kritiske friktion i
udstillingsobjektets semiautonomi ved ikke at glide sømløst ind i forbrugscirkulationen
og dermed miste kritikkens mulighedsbetingelse. Herfra kan diskussionen om skønhed,
æstetik, materiale, humor, konceptualitet etc. begynde - dvs. om hvordan; om det er
som modernistisk sublimering eller som avantgardistisk forskydning, at refleksionen og
kritikken udøves. På den måde bygges der bro imellem det traditionelle studiobegrebs
oprindelige, alternative livsformsvisioner og konceptualiteten: Modstandspositionen er
grundlaget for begge; forskellen er, på hvilken måde, intentionerne forsøges realiseret.
Først med den konceptuelle praksis er denne pointe imidlertid tydelig, idet studiobegrebet
har været tynget af underlægningen under en modernistisk æstetik, hvis formelle forhold
tydeligvis har været særligt attraktive for et materialebaseret kunsthåndværk.
7.1.8. Kunsthåndværk er ikke kunst
Denne pointe betyder samtidig, at der kan etableres en skillelinje mellem kunst,
kunsthåndværk og design. Seisbølls beklagelse over manglen på anerkendelse af
keramikken som en kunstart er i den forbindelse helt reel. Den værkform, hun
beskriver, mener jeg nemlig heller ikke klassificerbar som kunsthåndværk. På baggrund
superobjekter 04.indd 206 08-08-2006 01:44:32
KONKLUSION
206