Bilag [54,7 MB] - Morten Christiansen

T.1 Geotekniske klassifikationsforsøg 185
Den beregnede værdi er p˚avirket af en række usikkerheder, som i dette forsøg hovedsageligt
ang˚ar afm˚alinger. Da ds bestemmes p˚a baggrund af en vægtforskel, der udgør en
meget lille del af de enkelte vægte, er det vigtigt med stor præcision omkring vejning og
temperaturm˚aling. Der kunne være benyttet et digitalt termometer til temperaturm˚alingen,
hvilket kunne resultere i en mere præcis m˚aling. Det benyttede termometer gav stor
usikkerhed, idet der blev aflæst med en afvigelse p˚a ca. ±0,3 ◦ C.
Ved at have bestemt den relative densitet gives der mulighed for at bestemme jordartens
lejringstæthed.
T.1.3 Løs og fast lejring
For friktionsjordarter karakteriseres sand og grus ved begrebet relativ lejringstæthed, ID.
Denne størrelse ligger i intervallet 0–1 og bestemmes ved to metoder afhængig af kornstørrelse:
dmax < 5,0 mm lille cylinder: areal 10 cm 2 , højde 7 cm
5 mm < dmax < 16 mm stor cylinder: areal 38,48 cm 2 , højde 14,4 cm
Fra tabel T.1 ses, at der p˚a 5 mm sigten var 99,97% gennemfald, hvormed det konkluderes,
at der skal udføres forsøg med en lille cylinder. Her bør der udtages en repræsentativ delprøve
p˚a ca. 300 g tørstof, der hældes gennem en 5 mm sigte. Det gennemfaldne materiale
anvendes til forsøget. I dette tilfælde blev dette ikke gjort, da der fra sigteanalysen blev
fundet, at jorden ikke indeholder store korn, som skal sorteres fra. Der blev derfor blot
udtaget en nødvendig repræsentativ delprøve.
For at bestemme den relative lejringstæthed skal der udføres to delforsøg. Herved bestemmes
jordens poretal for hhv. løseste og fasteste lejring. Den generelle formel til bestemmelse
af ID findes ved (T.5).
hvor
ID = emax − einsitu
emax − emin
emax er jordens poretal for den løseste lejring
einsitu er jorden naturlige poretal
emin er jordens poretal for den fasteste lejring
Først bestemmes emin og emax.Den benyttede forsøgsopstilling ses p˚a figur T.4.
(T.5)