Betænkning 1066 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet - 1986

- 181 -
tiltalen til et mindre straf va;rd igt forhold end
det, der oprindelig er rejst sigtelse for. Som ek-
sempel kan nævnes, at tiltale alene rejses for vold
med døden til følge, jfr. straffelovens § 244, stk.
3, i stedet for drab, jfr. straffelovens § 237, med
det formål at fremme sagen efter retsplejelovens §
925.
Såfremt beskrivelsen af forholdet i anklageskriftet
også dækker den videregående sigtelse, og retten
efter sit skøn over sagens beviseligheder finder,
at domsfældelse burde ske for det strengere for-
hold, opstår spørgsmålet, om retten kan afvise sa-
gen eller dog i strafudmålingen tage hensyn til
denne omstændighed.
Højesteret har antaget, at en sådan påtalebegræns-
ning er bindende for domstolene, jfr. Ugeskrift for
Retsvæsen 1982.593 HKK. I sagen var der rejst til-
tale for overtrædelse af straffelovens § 119 og §
261, stk. 1 (vold mod tjenestemand i funktion og
ulovlig frihedsberøvelse). I tiltalen var nævnt, at
forholdene var begået i et arresthus, hvor de til-
talte afsonede fængselsstraffe, men der var ikke
henvist til straffelovens § 83, hvorefter straffen
for overtrædelse af bl.a. de najvnte bestemmelser,
der begås af en person under afsoning, kan stige
til det dobbelte, i det konkrete tilfælde 12 år,
hvilket ville have betydet, at sagen skulle behand-
les ved nævningeting. Byretten og landsretten af-
viste sagen under henvisning til, at anklagemyndig-
hedens stilling, hvorefter man ikke agtede at påbe-
råbe sig retsplejelovens § 83, og beskrivelsen i
anklageskriftet af de tiltaltes forhold således
alene var en faktisk oplysning, ikke var bindende
for retten. Højesteret fandt imidlertid, at da an-
klagemyndigheden ikke havde citeret § 83, og samti-