Betænkning 1066 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet - 1986

- 208 -
Sociale hindringer må den dømte i hovedsagen selv
overvinde; men hans evne hertil er i høj grad af-
hængig af, om den organiserede samfundsmagt inden
for sit rådighedområde føjer nye hindringer til de
øvrige.
Straffelovskommissionen ville på denne baggrund
begrænse adgangen til fratagelse af retten til ud-
øvelse af erhvervsvirksomhed. Det anerkendtes, at
et strafbart forhold kan begrunde en antagelse om,
at der foreligger en nærliggende fare for, at den
domfældte vil misbruge en rettighed på en sådan
måde, at der er udpræget trang til at afværge det.
En udelukkelse fra rettigheden er da individualpræ-
ventivt begrundet, og der må på visse områder være
mulighed for at udøve et skøn over, om en sådan
fare er til stede, og i givet fald imødegå den.
Kommissionen nævner her dels visse næringsvirksom-
heder, der erfaringsmæssigt let giver anledning til
bestemte former for ulovlighed, (f.eks. faren for
hæleri i forbindelse med pantelånervirksomhed),
dels misbrug af erhvervsmæssige autorisationer af
mere kvalificeret art (f.eks. revisors strafbare
forhold med regnskaber).
Kommissionen fandt det dog betænkeligt helt at ude-
lukke, at retten til virksomhed af anden art kan
frakendes ved straffedom. Som eksempler på tilfæl-
de, hvor stærke hensyn taler for at afskære en per-
son fra at fortsætte i samme virksomhed, anføres en
lærer ved en privatskole (efter dom for uterlighed)
og en ikke-autoriseret revisor (efter dom for skat-
telovsovertrædelse). Det anføres endvidere, at
trangen til frakendelse kan blive større, når reg-
lerne om adgang til næringsbrev m.v. ikke længere
indeholder vandelskrav. Det understreges, at der må
foreligge en ganske særlig anledning til at afskære