Læs opgaven - Forsvarskommandoen

UKLASSIFICERET
FSV er kendetegnet som en virksomhed, hvor medarbejderne gør det, som de får besked
på, og ønsker medierne adgang til beslutningstagere og FSV medarbejdere, så skulle det
vel i og for sig ikke være det store problem. Og adgangen er vel netop i et vist omfang
øget, i kraft af bl.a. oprettelsen af en mediegruppe på FAK, med personel der har ekspertise
inden for en række fagområder, som medierne kan trække på 74 . Problemet er vel snarere
den enkelte medarbejder, der ikke er medievant. For der ses at kunne være en vis
risiko for, at medarbejderen, selv om han er pligtopfyldende, kan komme i en situation,
hvor han på den ene side ønsker at være loyal over for sin arbejdsplads FSV, og på den
anden side kan føle sig presset til at skulle udtale sig til medierne. Ved at udtale sig til medierne
risikerer han at blive opfattet som illoyal i forhold til FSV, hvorved han stilles i en
prekær situation. På den anden side kan der argumenteres for, at FSV er nødt til at tilpasse
sig omverdenen, og herigennem lære at håndtere medierne, og efterleve de krav om
information som omverdenen stiller. Men spørgsmålet er også om alle dele af FSV er indstillet
på denne omstilling?
”Medarbejderne er forsvarets bedste ambassadører og bør gennem information og holdningspåvirkning
opfordres til at udtale sig i det omfang, det omhandler egne forhold og egne
arbejdsområder.
Når der i Rapportens anbefaling står, at medarbejderne er FSV bedste ambassadører, så
giver det mening, forstået derhen at FSV medarbejdere ses som loyale overfor deres arbejdsgiver
FSV – i det de jo i sidste instans skal være rede til at gå i krig som beskyttere af
demokratiet, hvorfor loyalitet kan ses som et ubetinget krav til medarbejderne. Men på den
anden side er det vel ikke ensbetydende med, at medarbejderne også er FSV bedste ambassadører
i relation til informationsformidling til medierne? Og er det ikke forkert at blande
de to ting sammen? For vel er medarbejderne gode ambassadører for FSV for såvidt
angår deres primære arbejde, nemlig det at være soldat. Men at der dermed skulle være
lighedstegn mellem det at være soldat og det at udtale sig til medierne, det kan vel anfægtes.
”Medierne har et berettiget krav om adgang til forsvarets chefer (chefer for udsendte styrkebidrag
samt chefer for forsvarets tjenestesteder). Dette er så og sige en del af vilkårene
for cheferne.”
Som i andre større offentlige virksomheder, og i en hierarkisk og bureaukratisk opbygget
organisation som FSV, er det vel både naturligt og logisk, at medierne skal have adgang til
FSV chefer. Men jf. Rapportens anbefaling, ses det som værende på mediernes præmisser,
og er dette den rette approach, i forhold til en virksomhed som FSV?
FSV chefer er alle uddannet til at befale og udgive ordre mhp. at opfylde og prioritere de
opgaver som de enkelte enheder og myndigheder er pålagt jf. givne direktiver. Kan det
ikke tænkes, at FSV chefer vil være modvillige i forhold til, at udefrakommende civile begynder
at stille krav til information – for det er vel i sidste ende den enkelte chef der bestemmer
og prioriterer over de ressourcer han har til rådighed? Cheferne er qua deres
uddannelse også ”skolet” i FSV, hvorfor et modargument kunne være, at de selvfølgelig
gør hvad FØL ønsker, og stiller sig til rådighed, når medierne ønsker information. Der er
givetvis også situationer, hvor cheferne antages at kunne udnytte situationen til egen for-
74 Forsvarsakademiets mediegruppes formål fremgår af kilden: http://www.fak.dk/Default.asp?ID=1538 af 22.
marts 2005.
UKLASSIFICERET
50