Idræt i udsatte boligområder - Syddansk Universitet

Begge analyser har dog kun i lille grad kunnet forklare forskellene
i idrætsdeltagelsen, og disse begreber indfanger
ikke dybere kulturelle lag forbundet med bl.a. religion, etnicitet
og nationale traditioner.
En ny analyse af idrætsdeltagelsen i Schweiz viser relevansen
af at inddrage dette i en undersøgelse som den
foreliggende. Schweiz består som bekendt af en stor
tysktalende befolkning, en noget mindre fransktalende
og en italiensktalende minoritet. Analysen viser, at der
er store forskelle på idrætsdeltagelsen mellem de tre
befolkningsgrupper.
Mens 45 pct. af de tysktalende dyrker idræt fl ere gange
om ugen, gælder det kun for 30 pct. af de italiensktalende
og 28 pct. af de fransktalende. På den ene side er idrætsdeltagelsen
i alle tre sprogområder af Schweiz højere end
i henholdsvis Tyskland, Italien og Frankrig, men på den
anden side er der også en høj grad af overensstemmelse
mellem forskellene i idrætsdeltagelsen i de tre sprogområder
af Schweiz og forskellene mellem de tre lande
med tilsvarende sprog, idet idrætsdeltagelsen i Tyskland
er markant højere end i Frankrig og Italien (Stamm og
Lamprecht 2011). Vi antager derfor også, at sådanne
etniske og kulturelt bestemte forskelle i idrætsdeltagelsen
fi ndes i de udsatte boligområder mellem de forskellige
etniske grupper.
Undersøgelsen bygger således ikke på et funktionalistisk
og planlægningsdeterministisk perspektiv, der antager, at
man kan fremme en bestemt adfærd ved at skabe særlige
(fysiske) omgivelser (Thorén et al. 1997). Undersøgelsen
tager i stedet udgangspunkt i en sociologisk, socialkonstruktivistisk
tilgang, som i højere grad ser individets
forståelse og anvendelse af de fysiske omgivelser og organisatoriske
tilbud som et resultat af kulturbetingede
forhold som erfaring og ’mening’. Det er altså dialektikken
mellem stedets specifi kke omgivelser og personens
socioøkonomiske og kulturelle baggrund, der er undersøgelsens
fokus (Tonboe 1993).
34
3.2. Begreber og afgrænsning
Undersøgelsen benytter fl ere begreber, der kræver en
nærmere afgrænsning og defi nition. Det gælder socialt
udsatte og idrætssvage, udsatte boligområder, idræt og
fysisk aktivitet samt idrætsfaciliteter. Sigtet dermed er
at afgrænse begreberne i forhold til denne undersøgelses
fokus og metodikker.
3.2.1. Socialt udsatte og idrætssvage grupper
Rådet for Socialt Udsatte beskriver socialt udsathed som
det, der ’skabes i et krydsfelt mellem den enkeltes adfærd
og ressourcer, sociale vilkår, samfundets indretning samt
omverdenens reaktioner og holdninger’ (Rådet for Socialt
Udsatte 2009, s. 8).
Det er således svært at komme med en eksakt defi nition
af begrebet, men lettere at snakke om risikofaktorer, som
bidrager til at skabe social udsathed, hvoraf de vigtigste
er arbejdsløshed, lav indkomst, hjemløshed, ringe faglige
kvalifi kationer, svagt helbred, sindslidelse, alderdom,
skilsmisse, stofmisbrug, alkoholisme mv. samt at være bosiddende
i et socioøkonomisk belastet lokalområde.
Det er dog vigtigt at påpege, at selvom en person har ét
eller fl ere af disse kendetegn, er personen ikke nødvendigvis
socialt udsat: en alkoholiker kan have et godt job og
tjene mange penge og på de fl este punkter være en del af
det ’normale’ samfund. En grundlæggende forudsætning
for den sociale udsathed er derfor en ufrivillig ikke deltagelse
på grund af forskellige forhold, der udelukker en.
Til forskel fra socialt udsatte defi neres idrætssvage mere
bredt som børn og voksne, der af psykiske, sociale, kulturelle
eller strukturelle grunde dyrker meget lidt idræt eller
motion. Det behøver ikke at skyldes socialt udsathed, men
gør det oft e. I Breddeidrætsudvalgets rapport fra 2009
sondres der ikke mellem socialt udsatte og idrætssvage
grupper, der defi neres således:
’Socialt udsatte og idrætssvage grupper omfatter