Idræt i udsatte boligområder - Syddansk Universitet

tilbud opfattes som en mulighed, man gør brug af i perioder,
hvor sygdommen ikke er socialt invaliderende.
Omvendt bruges idræt for sindslidende af mange som en
social tryg base, hvor man har et nært socialt tilhørsforhold
i dagligdagen. Idræt for sindslidende handler således
ikke kun om selve idrætten, men bruges også som en livsline
med socialpædagogiske funktioner i perioder, hvor
sygdommen gør, at behovet for tryghed er større end i perioder
med færre symptomer. Interviews med medarbejdere
inden for idræt for sindslidende bekræft er, at der er behov
for at diff erentiere målsætningerne, både i forhold til hvad
raskidrætten kan tilbyde, hvilke funktioner de forskellige
idrætsformer opfylder, og i forhold til måden, hvorpå den
enkelte sindslidende ønsker og evner at bruge raskidrætten.
En bruger af idræt for sindslidende udtrykker i tråd
hermed følgende:
”Jamen jeg har det sådan lige i øjeblikket, at jeg kunne måske
godt gå ind i andre foreninger, altså selve sporten, men jeg
ville aldrig kunne åbne mig på samme måde overfor dem, der
gik der, vel? Og derfor er det virkelig vigtigt, at sådan noget
her består. Så jeg vil gerne lave en kombination.” (bruger af
idrætstilbud for sindslidende, Sønderborg)
Kortlægningen og de lokale evalueringer fremhæver, at det
er afgørende for de brugerdrevne foreningers overlevelse,
at der tilknyttes en lønnet koordinator. Koordinatoren kan
sikre kontinuitet og udvikling i foreningen. Fra brugernes
side lægges der vægt på, at koordinatoren/instruktøren er
den, der kan motivere brugerne i perioder, hvor sygdommen
gør dem ekstra socialt sårbare.
Både brugere og personale udtrykker altså behov for en
fast tilknyttet, lønnet instruktør/koordinator. De funktioner,
behovet baseres på, afspejler lignende anbefalinger i
evalueringsrapporter og i litteraturen. For det første beskriver
litteraturen, at fastholdelsen af sindslidende i
idrætsaktiviteter forudsætter vedvarende professionel
instruktion omkring den fysiske aktivitet. På trods af at foreningerne
søger at inddrage brugerne som instruktører på
idrætsaktiviteterne, beskrives det som en forudsætning,
at der er tilknyttet en stabil og kompetent person med det
overordnede ansvar, som kan tage over i fx sygdomsperioder.
Dertil kommer at tryghed og forudsigelighed – at der
66
fx ikke afl yses eller ændres i programmet for oft e - ligeledes
har betydning for de sindslidendes deltagelse i FA.
For det andet bliver der i såvel rapporter (22, 23) som interviews
med personale og brugere lagt vægt på, at der
ligger en stor opgave i at etablere en kultur på bosteder,
væresteder og blandt socialarbejdere, hvor fysisk aktivitet
eller idræt indgår som en naturlig del af arbejdet
og hverdagen. I lokale idrætsprojekter, hvor koordinatorrollen
er blevet beskåret, er det således observeret,
at andelen af deltagerne fra bosteder og væresteder er
faldet parallelt hermed. Koordinatorrollen ser altså ud til
at have indfl ydelse på opmærksomheden og motivationen
for at deltage i idrætsaktiviteter blandt øvrige tilbud
til sindslidende, hvorfra en stor del af deltagerne skal rekrutteres.
Denne ’kultur-barriere’ beskrives allerede i
kortlægningen fra 1999: ”Mange steder har idræt tilsyneladende
ikke særlig høj status, og projekterne kæmper
for at få idrætten højere op på dagsordenen, så idrætsaktiviteter
indgår på linje med andre tilbud” (21). Interviews
med brugere bekræft er, at det socialpædagogiske personale
ikke altid opfatter fysisk aktivitet som en del af deres
arbejdsopgave:
B: ”Det er personalet, der står bag der – Der skal opdrages
(der grines). Jamen, det er det da! Det skal de da, ikke også?”
M: ”De skal i hvert fald motivere til det, fordi nogen de siger
simpelthen, at: Nej, det gider jeg bare ikke, og de har jo lige
så meget behov for dem, som skal gå foran, altså vores
kontaktpersoner, ikke?” (brugere af idrætstilbud for sindslidende,
Ålborg)
M: ”For det første så skal der jo være nogen, der støtter op
om det altså, fx bofællesskaberne. Det nytter ikke noget,
at man har et personale, som ikke har lyst til at deltage i
noget. Og der er der nogen steder, at det ikke er lige legalt
at deltage i sporten her, og så længe det ikke er det, er det
også svært at få brugerne ud jo.” (bruger af idrætstilbud for
sindslidende, Sønderborg)
Der har længe været opmærksomhed omkring
anvendelsen af FA inden for psykiatrisk behandling.
Sundhedsstyrelsen iværksatte i 2006 et modelprojekt
med henblik på at øge tilbuddene om FA på de psykiatriske