Idræt i udsatte boligområder - Syddansk Universitet

Ligeledes er der behov for diff erentiering af målsætninger
i forhold til deltagernes personlige forhold og de sociale
problematikker, den enkelte er berørt af. Manglende
hensyn til den enkeltes livssituation og livsverden kan opleves
som stigmatiserende for vedkommende, hvis ikke
interventionen opleves som acceptabel:
”En ung mand siger, at han ikke synes, ”at kommunen er berettiget
til at blande sig i, hvad jeg skal lave, bare fordi jeg er
i aktivering. Relationen til aktiveringen kan jeg slet ikke se.
Hvorfor skal man presses til det, når man i forvejen er negativ
over, at man går og ikke kan få et arbejde?”
Han bryder sig heller ikke om de konkrete motionstilbud og
fortæller, at han føler sig udstillet, når han er med på walk
and talk i Fælledparken.” (9)
I sådanne tilfælde accepteres aktiviteten ikke som relevant
i forhold til pågældendes livsverden. Hvis målsætningen
er vedvarende adfærdsændringer, er det således vigtigt,
at adfærdsændringerne for det første er acceptable, og for
det andet er kompatible med den enkeltes livsverden. For
at sikre større forenelighed med brugernes livsverdener,
kan projekter forsøge at inddrage brugerne i planlægning,
tilrettelæggelse og udførelse af interventionen. Det er dog
meget få projekter, som anvender denne tilgang, og oft est
inddrages brugerne først i tilrettelæggelsen og udførelsen
af aktiviteterne, når projektets mål og metoder er planlagt.
Et enkelt projekt arbejder dog med brugerinddragelse i
alle faser og beskriver i den forbindelse behovet for fl eksibilitet
i hele processen:
”For at sikre en høj grad af borgerinddragelse er det vigtigt,
at beboerne involveres i planlægningen, gennemførelsen,
evalueringen og forankringen af projektets aktiviteter. Derfor
har det heller ikke fra start været fastlagt, hvilke aktiviteter
målene skulle udmøntes i.” (8)
Inddragelse af brugerne i hele processen sikrer ikke kun,
at aktiviteterne forekommer acceptable, men også opleves
som relevante og meningsfulde for målgruppen.
Der er fl ere niveauer at tage hensyn til, hvis FA skal opfattes
som meningsfuldt og relevant for en målgruppe, som
ikke har en naturlig tilgang til idræt og FA. På den ene
48
side skal aktiviteterne tilpasses målgruppens livsførelse
og dagligdag, og på den anden side er der fl ere projekter,
som rapporterer, at brugerne ikke ”ønsker at skille sig ud
som fx arbejdsløse motionister, men vil gerne lave sportslige
aktiviteter sammen med ikke-arbejdsløse” (5). Det er
altså vigtigt ikke at føle sig ekskluderet af det ’store’ fællesskab
på baggrund af de sub-fællesskaber, man indgår
i, og det er i krydsfeltet mellem disse to forhold, aktiviteternes
meningsfuldhed skal stå deres prøve for brugerne.
På et konkret plan betyder det, at projekterne af og til (for
visse målgrupper) må acceptere forhold, som normalt ikke
accepteres i idrætslivet:
”Her anerkendes behovet for idrætsarrangementer, hvor det
for deltagerne er tilladt at være påvirket i en grad, der svarer
til den såkaldt lavest mulige funktionspromille.” (3)
Gennem fl eksibilitet i planlægning og tilrettelæggelse
af interventionen, samt i de krav der stilles til deltagerne,
er der altså større mulighed for, at deltagerne vil fi nde
aktiviteten relevant og meningsfuld, og derved øges sandsynligheden
for fastholdelse i en aktiv livsførelse. Mange
af de interviewede brugere nævner i tråd hermed fl eksible
krav som en væsentlig grund til, at de deltager i tilbud,
som er målrettet socialt udsatte, fremfor idrætstilbud i det
etablerede foreningsliv.
Den sociale dimension (social kapital)
Et andet forhold, der fremhæves som betydningsfuldt ved
aktiviteter for socialt udsatte, er det sociale samvær med
ligestillede. Det at dyrke idræt med mennesker, som forstår
ens situation, og måske endda selv er eller har været i
samme situation, betyder for mange mere end selve det at
dyrke idræt. Den sociale dimension har ekstra betydning,
fordi en markant større del af de socialt udsatte føler sig
isolerede – eller uønsket alene 10 - i sin dagligdag. Desuden
føles den sociale kontakt med ligestillede oft e mere substantiel
og meningsfuld. Primært fremhæver brugerne det
fælles erfaringsgrundlag og den fælles forståelse brugerne
imellem:
10 28,7% af socialt udsatte føler sig ofte uønsket alene, mod 2,9% af respondenterne
fra SUSY-undersøgelsen (4).