searchable_1209-1990..

Nævnes kan også, at den danske udenrigstjeneste i to tilfælde
har ladet en repræsentation varetage andre nærtliggende repræsentationers
administrative opgave. Man kan således i disse tilfælde
tale om en regional dækning. Det gælder generalkonsulatet i
New York, der varetager FN-missionens administrative forhold, og
EF-repræsentationen, der varetager Bruxelles-ambassadens og
NATO-repræsentationens boliger.
4. Fordele og ulemper ved regionale ambassader
Anvendelse af regionale ambassader kan næppe gennemføres som
globalt princip i udenrigstjenesten. Det må antages, at i en lang
række regioner vil det af forskellige årsager være nødvendigt at fravige
princippet og opretholde flere ambassader. Den omstændighed,
at en række lande har visse fællestræk, er ikke ensbetydende
med, at Danmarks interesser i samtlige af de i regionen tilstedeværende
lande kan varetages tilfredsstillende fra én ambassade i et
enkelt af landene. Navnlig de bilaterale relationer mellem Danmark
og landene i regionen kunne tænkes at nødvendiggøre flere
ambassader i regionen.
I regioner, hvor samtlige eller hovedparten af landene ikke hører
til Danmarks primære interessesfære, er der derimod visse fordele
ved en regional dækning. I sådanne tilfælde sikres, at Danmark kan
være orienteret om udviklingen i regionen som helhed, samtidig
med at man p.g.a. nærheden fortsat er opmærksom på de forhold,
der adskiller landene indbyrdes. Her kunne en regional ambassade
være et bedre udgangspunkt for analyse af den økonomiske og politiske
udvikling i regionen som helhed. Denne fordel opnås imidlertid
også ved sideakkreditering.
Derimod er det ikke givet, at der samtidig vil ske en bedre overvågning
af de enkelte lande i regionen. I den sammenhæng vil regionalambassaden
formentlig ofte hurtigt forekomme fejlplaceret
som følge af omstændigheder, der pludselig indtræder i de enkelte
lande, og give anledning til tvivl om, hvorvidt man har placeret regionalambassaden
korrekt. Ud fra denne synsvinkel forekommer
en konsekvent gennemførelse af et regionalambassadeprincip for
firkantet sammenlignet med sideakkrediteringssystemet, der giver
plads til større differentiering.
Såfremt ideen om regionale ambassader skulle anvendes i den
danske udenrigstjeneste, måtte det i givet fald ske efter nøje udvælgelse
af de regioner, hvor princippet kunne gennemføres næsten
undtagelsesfrit. Som mulige regioner kunne tænkes Caribien, Mellemamerika
og andre afgrænsede områder i Latinamerika. Endvidere
ville en del områder i Afrika og Asien kunne dækkes af regionsambassader.
262