searchable_1209-1990..

Materialet har derfor ikke den samme repræsentativitet, men det
har, sammenholdt med de andre undersøgelser, betydelig værdi.
2. Medens det umiddelbart kan forekomme tilfredsstillende, at 70
procent af eksportvirksomhederne gør brug o/mindst ét af udenrigstjenestens
eksportfremmetilbud, synes der med henblik på fremtiden
grund til at hæfte sig mere ved det forhold, at der således er 30
procent, der ikke har benyttet et eneste af disse tilbud.
3. For alle udenrigstjenestens eksportfremmetilbud gælder, at de
store virksomheder i meget væsentligt højere grad gør brug af dem
end de mindre virksomheder, et forhold der formentlig kan betragtes
som et kvalitetsstempel for udenrigstjenesten, men også giver
anledning til visse reflektioner.
4. Sammenholdes 2 og 3 ovenfor må konklusionen blive, at kendskabet
til udenrigstjenestens eksportfremmeaktiviteter ikke er tilstrækkeligt
udbredt blandt de mindre virksomheder, og at der derfor bør
sættes særligt ind over for disse på at forbedre kendskabet.
5. Langt de fleste - ca. 75 procent - af dem der benytter udenrigstjenestens
forskellige eksportfremmetilbud er tilfredse med den ydede
bistand.
Tilbage er imidlertid ca. 25 procent utilfredse, en forholdsvis høj
procent, som der bør sættes kræfter ind på at nedbringe.
6. Tilfredsheden er for alle aktiviteters vedkommende størst blandt de
store virksomheder. At de store - dem med de største ressourcer -
også er de mest positive i deres bedømmelse, kan fra udenrigstjenestens
side kun hilses med glæde, men tilbage bliver at udforske årsagerne
til de små og mindre virksomheders større utilfredshed. En
årsag er sikkert, at de mindre virksomheder er dårligere udrustet til
at udnytte de forskellige muligheder og af denne grund opnår et
dårligere resultat.
Men man kan heller ikke se bort fra, at der nok rent faktisk finder
en vis forskelsbehandling sted, som kan berettige de mindre virksomheders
større grad af utilfredshed. Der er grund til at tro, at
repræsentationerne, alt andet lige, gør mere ud af en henvendelse
fra en velkendt, etableret virksomhed end fra en ukendt, mindre.
Det er formentlig også sagligt forsvarligt, i de tilfælde hvor arbejdspresset
nødvendiggør en prioritering, fordi mulighederne for at
opnå resultater objektivt set normalt er størst i det første tilfælde,
men en sådan forskelsbehandling må nødvendigvis influere på de
respektive virksomheders vurdering af udenrigstjenestens eksportfremmearbej
de.
6/2
8 1