searchable_1209-1990..

les rapporter fra 3.-lande, især fra de store EF-lande, medmindre
rapporterne gælder specifikke områder såsom situationen på Vestbredden
eller helt generelle og uforpligtende analyser. Samspillet
mellem hovedstæderne og EF-landenes repræsentationer i 3.-lande
foregår også på den måde, at f.eks. analyser udarbejdet af f.eks.
Østeuropa-arbejdsgruppen inden for EPS udsendes til høring hos
EF-landenes østeuropæiske ambassader.
Hovedstæderne pålægger også undertiden og hyppigere og hyppigere
formandskabet eller den såkaldte Trojka at optræde på de
12's vegne over for opholdslandets myndigheder.
b. Det økonomiske samarbejde
På det økonomiske og handelspolitiske område er repræsentationerne
naturligvis i ganske stort omfang aflastet og hjulpet på de
områder, der er dækket af Kommissionens eksklusive kompetence.
I de fleste af de lande, hvor sådanne problemer er af betydning for
Danmark, har Kommissionen sin egen repræsentation (delegationer)
med repræsentationschef. Det må imidlertid tilføjes, at selv sådanne
steder fritager det ikke en dansk ambassade fra at følge med
på det handelspolitiske område. Dette kan illustreres ved, at de
danske myndigheder naturligvis ikke alene kan basere sig på oplysninger
fra Kommissionens repræsentation i Washington, når det
gælder et så vitalt spørgsmål som hormondirektivet med de konsekvenser,
det kunne få for dansk oksekødseksport og anden eksport
til USA. Her var det også vigtigt, at den danske ambassade i Washington
kunne forklare de amerikanske myndigheder situationen,
således som man så den og eventuelt indhente — som det da også
skete i den konkrete sag — supplerende oplysninger og vurderinger
af vital interesse for dansk eksport.
c. Administrativt samarbejde
Først i de senere år, fra 1983, er EF-landene gået i gang med at
undersøge mulighederne for et nærmere samarbejde mellem de 12
i 3.-lande på det administrative område. Uanset at den politiske komité
har anbefalet et nærmere samarbejde vedrørende oversættelser,
sprogundervisning, anskaffelse af kontorudstyr, forholdene
omkring lokalt ansatte og sundhedssamarbejde, er dette samarbejde
imidlertid gået trægt. I erkendelse af samarbejdets træge fremdrift
vedtog udenrigsministrene den 28. februar 1986 i forbindelse
med undertegnelsen af Den europæiske Fællesakt en beslutning,
hvor der taltes om behovet for en udbygning af samarbejdet om
administrative og andre praktiske spørgsmål, herunder sundhedsspørgsmål.
275