searchable_1209-1990..

forøgelse af arbejdsbyrden ved de internationale organisationer.
Lettelsen på det konsulære område er utvivlsom, men det er næppe
sandsynligt, at man kan komme længere ad den vej, end man allerede
er kommet. Danmark kan næppe »skubbe« mere af arbejdsbyrden
over på de øvrige nordiske lande, som også har nedskæringer.
Vedrørende fælles politisk indberetningsvirksomhed ville
denne jo næppe føre til en formindskelse af arbejdsbyrden på de
steder, hvor vi i forvejen er repræsenteret, mens vi naturligvis kunne
have en fordel i at se indberetninger fra de nordiske lande på
steder, hvor vi ikke er repræsenteret. Om et sådant system kunne
etableres, således at det delte byrderne nogenlunde ligeligt, er
svært at sige. Hertil kommer, om de neutrale nordiske lande ville
kunne acceptere en sådan i realiteten fælles indberetningsvirksomhed
om politiske forhold.
Det mest vidtrækkende skridt ville naturligvis være fælles nordiske
ambassader. Dette ville løbe ind i endnu større praktiske og
principielle betænkeligheder end den fælles indberetningsvirksomhed.
Og alene at rejse spørgsmålet ville være uhensigtsmæssigt
og måske kunne fremkalde en debat, der fremhævede de nordiske
landes forskellige tilhørsforhold og udsigterne til at ændre dette.
Alt i alt ville en sådan debat kunne rejse skranker snarere end det
modsatte, som var hensigten.
3. Samarbejdet mellem EF-landene
Samarbejdet mellem EF-landene ved internationale organisationer
og i 3.-lande er langt mere udbygget, når det gælder det politiske
og økonomiske område end det tilsvarende nordiske samarbejde,
mens dette så til gengæld er mere udbygget end EF-landenes
samarbejde på det konsulære område.
a. Det politiske samarbejde
Ved internationale organisationer, som især FN, og konferencer,
især GSGE, foregår der en intensiv konsultationsvirksomhed. Hertil
kommer, at der efter instruktion fra den politiske komité eller fra
udenrigsministrene kan udarbejdes fælles rapporter fra ambassaderne
i et 3.-lands hovedstad eller fra f.eks. FN. Dette sker et par
gange om året. Hensigten med sådanne anmodninger er normalt
ikke at tilvejebringe basisinformationer, men at bidrage til en konkret
beslutningsproces mellem de tolv. Rapporterne indeholder
derfor, hvad de lokale EF-landes repræsentationer, på basis af de
oplysninger, der allerede foreligger for dem, kan enes om at indsende
som fællesrapporter. Sådanne rapporter er derfor ifølge deres
natur kun et supplement til nationale indberetninger. Ikke uden
sammenhæng hermed er der i øvrigt ofte en del modstand mod fæl-
274