E-bog - Aarhus Universitetsforlag

set, mens det parlamentariske udvalgs kompetence ønskedes styrket. Venstre
erklærede, at partiet godt kunne støtte registreringen af prisaftaler, men det
ønskede begrænsninger i, hvad der måtte offentliggøres – det måtte kun
ske i tilfælde af misbrug. Hertil kom formuleringer i forslaget, som Venstre
ønskede ændret, så lovens rækkevidde præciseredes.
Det var et taktisk klogt træk, at regeringen tog udgangspunkt i Londonresolutionen,
som repræsentanter fra de fire gamle partier alle havde tilsluttet
sig. Det gjorde det sværere at tale imod en lovgivning, der regulerede
erhvervslivets konkurrencebegrænsende aftaler. Hverken Industrirådet eller
flertallet i Det Konservative Folkeparti opgav imidlertid modstanden mod
offentlig regulering. De følte sig på ingen måde bundet af den internationale
resolution, men havde samtidig en pointe i, at regeringsforslaget i en række
henseender var mere vidtgående end London-resolutionen. Det skulle vise
sig, at heller ikke Venstre mente sig bundet af London-resolutionen. Denne
var dog medvirkende til, at der for første gang siden 1920 kom gang i realitetsforhandlinger
mellem borgerlige politikere og de to regeringsbærende
partier Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre om en reguleringslov
vedrørende erhvervslivets konkurrencebegrænsende aktiviteter. Det skete i
det folketingsudvalg, der blev nedsat efter førstebehandlingen af regeringsforslaget.
Vens tre s æ tter dag s o r d enen
Meningerne var delte i Venstre. Der var en stærk uvilje mod regeringens
forslag, men flertallet fandt samtidig, at det var uholdbart fortsat at afvise
enhver form for trustlovgivning. Partiet valgte derfor at se, hvor langt
det kunne komme med selv at formulere et forslag, der var meget mere
begrænset i sit sigte end de hidtidige forslag fra regeringspartierne, og også
end det Venstres Olav Olsen havde stillet i udsigt under førstebehandlingen.
Forslaget blev fremlagt i folketingsudvalget, og regeringspartierne
viste sig særdeles forhandlingsvillige. Regeringspartierne erkendte, at de
kun havde flertal i Folketinget, men ikke i Landstinget, og de var som
erklæret i regeringsgrundlaget særdeles interesserede i, at der blev vedtaget
en reguleringslov, også selv om den langtfra opfyldte deres ønsker. De tilsluttede
sig derfor forslaget udarbejdet af Venstre, så et helt nyt lovforslag
kunne fremlægges af et flertal bestående af regeringspartierne og Venstre,
mens Det Konservative Folkeparti valgte at stå uden for forliget. Under
de efterfølgende forhandlinger i Folketinget havde regeringspartierne travlt
106