E-bog - Aarhus Universitetsforlag

gå fem år efter vedtagelsen, inden den generelle næringslov trådte i kraft. 1
Og det sås f.eks. ved, at næringsloven indeholdt en væsentlig begrænsning
i handelsfriheden i landdistrikterne. Rundt om hver købstad blev der lagt
et såkaldt læbælte, hvor selvstændige handlende ikke måtte etablere sig, så
handelen i disse områder fortsat var knyttet til byerne.
Det var en ganske stor del af landdistrikterne, der reguleredes gennem læbælterne,
der først ophævedes ved lov i 1920. Flere købstæder ophævede dog
tidligere deres læbælte. Det kunne begrundes med, at læbælterne stred mod
den økonomiske liberalisme og fri konkurrence, som mange af byernes erhvervsdrivende
hyldede i ord. Men en væsentlig del af forklaringen var dog,
at brugsforeningerne fandt huller i næringslovgivningen, så de kunne etablere
sig inden for læbælterne. 2 Byernes handlende fandt derfor, at læbæltebestemmelserne
i stedet for at give dem særlige fordele i realiteten kom til at
hæmme dem i konkurrencen med landboernes brugsforeninger, der var en
gren af den fremvoksende andelsbevægelse. Det var ikke holdbart i en periode,
hvor politisk-ideologiske modsætninger mellem land og by også manifesterede
sig i konkurrencen mellem andelsbevægelse og „privat“ kapital.
Den økonomiske liberalismes budskab om fordelene ved fri konkurrence
havde fået politisk medvind i slutningen af 1700-tallet og prægede de institutionelle
ændringer under både den sene enevælde og det unge demokrati
fra midten af 1800-tallet i retning af en stadig mere omfattende frisættelse af
markedet. Det skete efter ønske fra landbruget på trods af protester fra især
det mindre erhvervsliv i byerne. Det store erhvervsliv var mere ambivalent
i sin holdning, men dele af dette så tidligt fordelene i friere konkurrencevilkår.
Det lille erhvervsliv opgav dog ikke umiddelbart sin modstand og
forsøgte på forskellig måde fra slutningen af 1800-tallet at få begrænset den
besværlige konkurrence gennem forslag til ny erhvervslovgivning. Det kan
ikke overraske. Mere bemærkelsesværdigt er det, at reaktionerne mod den
frie konkurrence også kom fra andre sider. Det store erhvervsliv blev efterhånden
mere aktivt med forsøg på at begrænse konkurrencen, ikke gennem
lovgivningen, men gennem monopoldannelser og især kartelaftaler, sådan
som også det lille erhvervsliv havde tradition for. Og selv liberale politikere
fandt, at der var områder af erhvervslivet, hvor fri konkurrence ikke var
hensigtsmæssig, men med fordel kunne erstattes af offentligt regulerede
aktiviteter.
22