E-bog - Aarhus Universitetsforlag

nem en monopolistisk udvikling får en mindre totalproduktion, end man
ellers ville have fået, en mindre totalbeskæftigelse og en mindre produktiv
beskæftigelse, end man ellers ville have fået“ og dermed også en mindre
„konkurrenceevne overfor udlandet“. Økonomisk vækst gennem liberalisering
lå bag denne argumentation, på samme måde som den lå bag Krags
argumentation for en begyndende afvikling af prisreguleringen.
Så langt var Krags argumentation ikke i modstrid med erhvervsorganisationernes
ønsker. Det er da også tydeligt, at Industrirådet internt accepterede,
at forudsætningen for en afvikling af prisreguleringen på lidt længere sigt
var, at der var en form for offentlig regulering af konkurrencebegrænsende
aktiviteter. 5 Udformningen af vareforsyningsloven og prislovgivningen stod
centralt i erhvervsorganisationernes arbejde i slutningen af 1940’erne, og
i hvert fald Industrirådet fandt det rimeligt at betale en pris for en gradvis
afvikling af disse love. Det forhold er formentlig også med til at forklare,
at Det Konservative Folkeparti så relativ klart kunne støtte nedsættelsen
af trustkommissionen og erklære sig for offentlige indgreb over for private
anslag mod erhvervsfriheden. Siden hen skulle bestræbelserne på
udformningen af monopollovgivningen dog vise, at socialdemokraterne
og erhvervslivet i en række henseender forblev uenige om udformningen
af den offentlige regulering af virksomhedernes konkurrencebegrænsende
aktiviteter.
A N B E F A L I N G E R TI L NY MO N O P O L L O V , 195 3
Pris- og monopollovgivningen var blevet kædet sammen med prisloven i
maj 1940. 1937-loven om prisaftaler m.v. blev en del af den generelle prislovgivning
og fortsatte hermed i kun lidt ændret form. Den permanente monopollovgivning
var dermed blevet en del af den pris- og avanceregulering,
som politikerne enedes om med henvisning til krigs- og efterkrigstidens ekstraordinære
forhold med vareknaphed og stor pengerigelighed. Erfaringerne
fra Første Verdenskrig med inflation, der fra 1920 slog om i en kraftig deflation
med deraf følgende konkurser og arbejdsløshed, var en del af deres
mentale arv. Det accepteredes, at afviklingen af den ekstraordinære lovgivning
kun kunne ske gradvis. Det erklæredes i den nye formålsparagraf indføjet
i prisloven fra 1948. Og det accepteredes, også fra erhvervskredse og af de
fleste borgerlige politikere, at en afvikling af den ekstraordinære lovgivning
forudsatte, at der blev gennemført en permanent monopollovgivning. Her
adskilte situationen sig afgørende fra tiden efter Første Verdenskrig, hvor en
171