E-bog - Aarhus Universitetsforlag

Ø G ET E U - K O N F O R M I T ET GEN N E M
Æ N D R I N G E R N E I 2 000
Som det var sket i foråret 1993, søgte Socialistisk Folkeparti igen i foråret
1999 at igangsætte ændringer af konkurrencelovgivningen ved at fremsætte
et beslutningsforslag herom i Folketinget. Denne gang lykkedes det dog ikke
at få flertal for forslaget i Folketinget, men ministeren iværksatte alligevel
et lovforberedende arbejde i ministeriet. Til forskel fra midten af 1990’erne
blev interesseorganisationerne ikke inddraget aktivt i dette lovforberedende
arbejde. Organisationerne deltog kun som parter i høringer og i enkelte
møder. Dette var bl.a. medvirkende til, at processerne, der ledte op til
ændringerne af konkurrenceloven i 2000, blev gennemført relativt hurtigt.
Fra forberedelsesarbejdets start til lovændringen var vedtaget, gik der således
kun et års tid. I forbindelse med beslutningsprocesserne, der havde ledt
op til konkurrenceloven fra 1998, var der gået fire år med forberedende
arbejde i udvalg, regering og folketing, inden konkurrencelovsreformen
kunne vedtages i 1997. Emnerne var blevet grundigt behandlet i forbindelse
med udvalgsarbejdet, der resulterede i Betænkning 1297 fra 1995. Ved denne
sammenligning må det tages i betragtning, at endnu en grundig behandling i
1999 sandsynligvis ikke ville bringe mange nye ting på banen – og ej heller
bidrage til forsoning mellem de forskellige interesser på området.
Ligesom det havde været tilfældet med den nye konkurrencelov i 1998,
undgik det store erhvervsliv heller ikke i 2000 at måtte acceptere lovændringer,
som det var imod. Fusionskontrollen og muligheden for bødestraf
havde bestemt ikke stået på det store erhvervslivs ønskeliste. Som ved den
foregående reform af konkurrenceloven blev konkurrencemyndighedernes
institutionelle udformning igen et centralt emne i forhandlingerne og et
tilnærmelsesvist status quo på dette område viste sig at være afgørende for
de borgerlige partiers støtte til forliget.
På trods af det store erhvervslivs modstand mod at ændre konkurrenceloven
og indføre fusionskontrol, så kort tid efter at en helt ny konkurrencelov
var trådt i kraft, havde der vist sig bred politisk opbakning bag konkurrencelovsændringen
på Christiansborg i 2000. En politisk konfrontativ tilgang
til forhandlingerne fra erhvervsministerens side havde nok også spillet en
rolle i den forbindelse. Ministeren havde parlamentarisk manøvredygtighed
til begge sider i Folketinget, og ved at spille på „nødvendigheden“ af en
tilpasning til EU kunne hun i forhandlingerne samtidig legitimere over
for de borgerlige partier ikke at skulle lave et forlig hen over midten som
traditionen for „erhvervslivets grundlov“ ellers bød. Paradoksalt nok endte
263