E-bog - Aarhus Universitetsforlag

ømmelser, som betød, at kommunalt fastsatte konkurrencebegrænsninger
kun i begrænset omfang kunne undtages fra konkurrencebestemmelserne. I
løbet af udvalgsarbejdet fra 1993 til 1995 var emnet ikke stødt på væsentlig
modstand fra organisationer eller myndigheder, men stærke kræfter i Socialdemokratiet
havde altså modsat sig disse bestræbelser på en højere grad af
konkurrenceretlig regulering af den offentlige sektors erhvervsvirksomhed.
Administrativt betød den nye lov, at der skete en udvidelse af Konkurrencerådet,
men bortset herfra blev konkurrencemyndighederne alt overvejende
fastholdt med samme konstruktion som tidligere. Dette viste sig dog ikke
at være en langtidsholdbar løsning. Sammen med flere andre konkurrenceretlige
og -politiske emner, bl.a. fusionskontrol, markedsafgrænsningsbestemmelser
og sanktioner, viste myndighedernes institutionelle udformning
sig at være langtfra uddebatteret. Det kom til udtryk i de efterfølgende års
overvejelser, diskussioner og lovændringer.
Til forskel fra de foregående hundrede års regulering af danske erhvervsdrivendes
spilleregler på markedet, var der med konkurrencelovens ikrafttræden
i 1998 sat et eftertrykkeligt punktum for politikernes hidtidige
liberale indstilling til erhvervslivets betingelser og forpligtelser. En langt
strammere regulering inspireret af internationale konkurrenceprincipper
og af det nyligt etablerede indre marked i EU skulle fremover være gældende
for danske erhvervsvirksomheder. Væk var den nationalt orienterede
regulering, som havde til formål at undgå etableringen af monopoler på det
nationale marked og samtidig sikre danske virksomheder fordele i forhold
til udenlandske virksomheder. Nu skulle danske virksomheder vise, at de
var konkurrencedygtige i det fælleseuropæiske rum.
Som nævnt var mange af de konkurrencepolitiske emner dog endnu
langtfra uddebatteret. De efterfølgende års ændringer af konkurrenceloven,
henholdsvis i 2000 og 2002, vil vi vende os mod i næste kapitel.
255