E-bog - Aarhus Universitetsforlag

frem til slutningen af 1990’erne, blev indført. Det havde ikke ligget i de
tidlige trustlovforslag, men var kommet på den politiske dagsorden med det
socialdemokratisk-radikale trustlovforslag i 1929 med henvisning til norsk
lovgivning fra 1926 og fik støtte fra den internationale London-resolution
fra 1930. I 1937 blev det primært begrundet med henvisning til den norske
trustlovgivning. Publicitetsprincippet med anmeldelsespligt og registrering af
prisaftaler og bestemmelser indebar opbygningen af et administrativt system.
Det havde de borgerlige politikere og erhvervslivet vendt sig imod, og også
Det Radikale Venstre var forbeholdne overfor dette, men det var i god
overensstemmelse med Socialdemokratiets tanker om en stærk stat.
Erhvervslivet og ikke mindst det store erhvervsliv var stærke modstandere
af 1937-loven. De offentlige reaktioner på lovforslaget viste det, men også
de interne reaktioner i Industrirådet efter lovens vedtagelse. Industrirådets
medlemmer opfattede, at loven primært var rettet mod industrien, om end
ikke udelukkende. Det er imidlertid slående, at sprogbrugen hos erhvervslivets
ledere og til dels også de borgerlige politikere var langt mere afdæmpet
i 1937 end under drøftelserne af lovforslagene i årene omkring 1930, selv
om det store erhvervsliv ikke følte sig ganske beroliget af den socialdemokratiske
handelsminister Kjærbøls forsonlige indlæg og udstrakte hånd ved
at følge Industrirådets indstilling til medlem i det nye Priskontrolråd. Det
store erhvervsliv bøjede sig imidlertid for de nye magtforhold på Rigsdagen
og søgte ved forhandling at få det bedst mulige ud af situationen.
Givetvis under indtryk af den hårde internationale krise var der fra
1930’ernes begyndelse hos begge parter en voksende forståelse for, at der
skulle samarbejdes. Og blandt de økonomiske eksperter, også blandt de
neoklassisk orienterede økonomer, var der stadig flere, der erkendte, at et
frit marked ikke var en selvfølge. Konkurrencebegrænsning var knyttet til
monopoler, men ikke udelukkende. Det blev derfor mindre kontroversielt,
at det offentlige fik mulighed for at få indseende i prisdannelsen som følge
af utilstrækkelig konkurrence.
1937-loven fastlagde rammerne for et samarbejde mellem politikere og
erhvervsliv om offentlig regulering af den fri konkurrence. Den senere
udvikling i dansk monopol- eller konkurrencelovgivning skulle vise, at
disse rammer til stadighed stod til forhandling, men tendensen var klar.
Grænserne for den offentlige regulering udvidedes gradvis efter ønske fra
lovgivningsmagten. Begyndelsen var gjort med indførelsen af publicitetsprincippet
vedrørende konkurrencebegrænsende prisaftaler og en offentlig
myndigheds, Priskontrolrådets, mulighed for at tage initiativ til undersø-
127