E-bog - Aarhus Universitetsforlag

ikke i økonomisk-teoretiske overvejelser, men i den politiske og sociale
udvikling, der i Danmark og internationalt havde resulteret i en øget polarisering.
Den russiske revolution blev ikke nævnt, men den udgjorde en
del af forslagets kontekst som også erhvervslivets skarpe reaktioner på den
offentlige regulering efter den uindskrænkede ubådskrig fra februar 1917, der
havde betydet, at den offentlige regulering skiftede fra at være koncentreret
om vareforsyning til mere at dreje sig om priskontrol. Socialdemokraterne
henviste således til et netop afholdt møde på Børsen arrangeret af Grosserer-Societetets
Komité, hvor gamle venstremænd som Peschke-Køedt og
P. Th. Nielsen opildnede byens grosserere til at kræve ubegrænset frihed til
at fastsætte deres priser, og hvor Herman Heilbuth forgæves havde manet
til besindighed. 13 Grossererne havde ifølge socialdemokraterne i realiteten
ladet sig forføre af syndikalistisk tale. Over for overklassens og syndikalisternes
krav om frihed fremførte socialdemokraterne et folkeligt krav om
retfærdighed, en retfærdighed som kun kunne nås gennem en „lovbunden
ordning“.
Der var hermed åbnet for diskussionen af, om det danske samfund skulle
vende tilbage til tiden før krigen, eller om erfaringerne med regulering fra
krigen skulle videreføres, specielt i forhold til „Kapitalen og de moderne
Monopoler“. Socialdemokraterne var ikke i tvivl om, at krigen havde vist,
hvor langt samfundet kunne komme gennem samvirke, og at erhvervsorganisationerne
skulle spille en vigtig rolle heri. Uden nærmere at komme
ind på statens rolle søgte socialdemokraterne at underbygge dette synspunkt
ved at henvise til en artikel i Economist, som ikke kunne beskyldes for at gå
socialisternes ærinde, og hvor der blev givet udtryk for korporative tanker,
som tydeligvis havde stigende grobund i krigsårene, også hos borgerlige
liberalister. Ragnarok i form af Første Verdenskrig var måske – som hævdet
af socialisterne – netop den uregulerede kapitalismes værk.
Socialdemokraterne fik deres forslag sendt i udvalg, men allerede efter
første møde konstaterede en af forslagsstillerne og udvalgsformanden, Hans
Nielsen, at der ikke var almindelig tilslutning til at nedsætte en kommission,
hvorfor udvalget måtte opgive sit arbejde. Socialdemokratiet havde dog fået
markeret sig til den kommende valgkamp, og fronterne i monopolspørgsmålet
var nok en gang blevet trukket op i forbindelse med visionerne for tiden
efter krigen, sådan som Ove Rode havde gjort det halvandet år tidligere i
sin Gimle-tale. Hans tale blev da også inddraget i debatten om forslaget.
Klaus Berntsen fra Venstre var ganske klar i sin afvisning af Socialdemokratiets
forslag. 14 Han ønskede, at landet efter krigen kom ud af det
46