E-bog - Aarhus Universitetsforlag

og et angreb på kapitalejernes ret til at lede og fordele arbejdet, sådan som
det tidligere var foreslået af Socialdemokratiet i Danmark, og således som
Arbeiderpartiet i Norge i begyndelsen af 1950’erne havde haft held til at
påvirke lovgivningen.
Handelsministeren afviste Socialistisk Folkepartis forslag med henvisning
til, at der ikke var behov for en skærpelse af den offentlige kontrol, da den
fri konkurrence var øget som følge af udenrigshandelens liberalisering, ligesom
tilsynsmyndighederne allerede havde en betydelig kompetence i kraft af
monopollovens § 24. Udviklingen gik dog i de følgende år på flere områder
i retning af en skærpelse af lovgivningen som ønsket af Socialistisk Folkeparti.
Anmeldelsespligten udvidedes, idet Monopoltilsynet fik mulighed for
at pålægge enhver virksomhed at indberette prisforhøjelser, og tilsynet fik
pligt til at gribe ind over for alle urimelige priser, uanset om pågældende
virksomhed havde afgørende indflydelse på prisforholdene eller ej. Og
spørgsmålet om såkaldt neutraliseret konkurrence, dvs. uformelle aftaler
om at begrænse konkurrencen, og konkurrence med omkostningskrævende
midler i stedet for priskonkurrence blev i højere grad gjort til et område
for Monopoltilsynet, end der var dækning for med 1955-loven. 20 I det hele
taget skete der en stærk udvidelse af Monopoltilsynets virksomhed gennem
en række pris- og avanceregulerende love, som gik ud over monopolloven.
Handelsministeren henviste f.eks. også i sit svar til Socialistisk Folkeparti
til, at tilsynsmyndighederne havde en væsentlig kompetence i kraft af den
da gældende prisindseendelov.
Hermed pegede handelsministeren på yderligere en del af forklaringen
på, at monopolloven kunne fungere så længe uden større revisioner. Nok
justeredes monopolloven i flere omgange, men behovet for ændringer
begrænsedes af, at selve pris- og avancereguleringen bl.a. med henblik på
at påvirke indkomstfordelingen i samfundet og styre den makroøkonomiske
udvikling, herunder med bekæmpelse af de gennem 1960’erne og 1970’erne
tiltagende inflationsproblemer, kom til at ligge uden for monopolloven.
Pris- o g ava n cer e g u ler i n g
Monopolloven blev i 1955 vedtaget som et kompromis mellem de fire
gamle partier. Den blev ikke mindst af de borgerlige partier og erhvervslivet
set som en nødvendig indrømmelse for at komme af med krigs- og
efterkrigstidens ekstraordinære pris- og avanceregulering. Monopolloven
betød imidlertid ikke et ophør af pris- og avanceregulering. Dele af den
224