E-bog - Aarhus Universitetsforlag

etningsudvalget, der ikke alene kan ses som en del af Monopolrådet, men
som også havde en særlig rolle i forhold til direktoratet. Etableringen af et
forretningsudvalg, der bl.a. var med i forberedelsen af sagerne til fremlæggelse
i Monopolrådet, var ikke forudset i monopolloven, men var ikke noget
nyt. Også under den foregående lovgivning med Priskontrolrådet var der
nedsat et forretningsudvalg. Det nye forretningsudvalg blev bestemt gennem
den af ministeren givne forretningsorden. Det fik i praksis tre medlemmer,
og ikke de fem som forretningsordenen satte som det maksimale antal. I
modsætning til det tidligere forretningsudvalg traf forretningsudvalget ikke
afgørelser i konkrete sager, men havde dog en betydelig indflydelse gennem
samarbejdet med direktoratet om forberedelsen af sagerne til forelæggelse i
Monopolrådet.
Født formand for forretningsudvalget var formanden for Monopolrådet.
Endvidere fik Monopolrådets næstformand sæde i forretningsudvalget. Denne
var i de første mange år handelsministeriets departementschef, og ministeren
var herigennem sikret en betydelig indflydelse, selv om rådets formand i de
første 25 år, E.W. von Eyben, ikke fandt belæg for at hævde, at ministeren
påvirkede sin embedsmand til at tage et bestemt standpunkt. Han havde heller
ikke selv oplevet at være udsat for påtryk fra ministeren. 3 Erhvervsorganisationerne
er ikke sikret repræsentation i forretningsudvalget, uagtet at Industrirådet,
da det erfarede, at der skulle nedsættes et forretningsudvalg, internt
diskuterede, hvorledes det kunne få indflydelse på forretningsudvalgets sammensætning.
4 Erhvervsrepræsentationen blev ganske enkelt holdt nede, da
forretningsudvalget kun fik tre medlemmer og ikke fem.
Den ministerielle og departementale indflydelse udøvedes med forsigtighed,
men gjorde sig gældende ved udpegningen af Monopolrådets
repræsentanter. Hertil kom, at tilforordnede fra Industriministeriet, Landbrugsministeriet
og Økonomiministeriet deltog i Monopolrådets og forretningsudvalgets
møder, om end uden stemmeret. De var generelt særdeles
tilbageholdende med at komme med egentlige tilkendegivelser, men holdt
sig til på forespørgsel at komme med opklarende oplysninger. 5 Embedsmændene
kunne dog rapportere til ministeriet, hvilken politik Monopolrådet
fulgte, og var dermed bedre i stand til at rådgive ministeren, når denne
ønskede at ændre de lovgivningsmæssige rammer for rådets virksomhed.
Den ministerielle indflydelse ved første instans hos tilsynsmyndighederne
gjorde sig ikke tilsvarende gældende ved de senere instanser. Her vejede
den juridiske sagkundskab tungt, samtidig med at det store erhvervsliv var
sikret indflydelse i ankenævnet. Formanden for dette var højesteretsdom-
218