E-bog - Aarhus Universitetsforlag

forhandlinger. Som det tidligere „monopolutredningsburå“ fik heller ikke
næringsfrihedsnævnet nogen bemyndigelse til at give pålæg, men kunne
alene afgive rapport til regeringen, hvis der ikke kunne opnås resultater
gennem forhandling. Den svenske lov indeholdt dog som noget nyt direkte
forbud mod bindende bruttopriser og mod tilbudskarteller, og overtrædelse
heraf blev gjort strafbart.
I sommeren 1953, da trustkommissionens betænkning afventedes med
spænding, rustede Industrirådet sig som andre erhvervsorganisationer til
kampen om en ny trustlov. Industrirådet fulgte ikke blot udviklingen i
udlandet, men var også opmærksom på den hjemlige opinion. Rådet fandt,
at opinionen var stærkt kritisk over for erhvervslivet. Trustkommissionen
havde kun offentliggjort et par brancheundersøgelser, men disse havde afsløret
omfattende brug af konkurrencebegrænsende aftaler. Industrirådet følte
sig tydeligvis i defensiven. Man undlod alligevel at iværksætte en mere systematisk
form for selvregulering, hvor erhvervslivet selv ryddede ud i antallet
af konkurrencebegrænsende aftaler. Det havde man f.eks. gjort i Sverige,
og det vurderedes, at det var en del af forklaringen på, at forhandlingerne
havde ført til den relativt moderate 1951-lov. Men et flertal i Industrirådet
var imod dette med det argument, at det ville blive taget til indtægt for, at
erhvervslivet tidligere havde haft noget at skjule. I stedet valgte Industrirådet
at styrke arbejdet med at påvirke den videre beslutningsproces.
Industrirådet havde allerede før vedtagelsen af prisloven i november 1952
etableret et internt prislovudvalg med direktør Skat-Rørdam som formand.
Dette udvalg, der desuden bestod af tre andre aktive industrifolk, fabrikant
Holten, direktør Gruhn og direktør Gravesen samt Industrirådets mangeårige
kontorchef Johannes Hansen, suppleredes nu med højesteretssagfører, dr.
jur. Bernt Hjejle, nytiltrådt medlem af Industrirådet. Sekretær for udvalget
var den relativt unge kontorchef i Industrirådet Ernst Klæbel. Det var især
sidstnævnte, der i de følgende år udarbejdede de notater, som lå til grund
for Industrirådets politik over for forslagene til en ny monopollov. Klæbel
kunne her støtte sig til en i Industrirådets sekretariat nyoprettet afdeling,
der fik til opgave at følge udviklingen på trustområdet.
Hjejle og Skat-Rørdam var særdeles aktive i prislovudvalget. Ikke blot
Hjejles juridiske synspunkter fremført offentligt kom til at præge Industrirådets
politik, men også hans politisk taktiske vurderinger fremført i de
interne diskussioner. 13 Hjejle efterlyste i sin kritik af trustkommissionens
betænkning belysning af domstolenes betydning og praksis ved tolkningen
af den gældende prislov, ligesom han fandt flere af økonomernes analyser for
208