E-bog - Aarhus Universitetsforlag

I udvalgets betænkning erkendtes det, at også trustkommissionen havde
betonet økonomisk effektivitet som det overordnede mål for monopollovgivningen.
Men udvalget anførte, at økonomisk effektivitet ikke var
blevet skrevet ind i 1955-lovens formålsparagraf, ligesom det slog til lyd for,
at økonomisk effektivitet skulle være eneste mål for en konkurrencelov.
Andre formål som trustkommissionen havde trukket frem, om end med
lavere prioritet, skulle opfattes som uvedkommende for en egentlig konkurrencelovgivning.
Det gjaldt således bekæmpelse af inflation, beskyttelse af
mindre og mellemstore virksomheder samt forbrugerbeskyttelse. Disse mål
hørte ifølge udvalget ikke hjemme i en egentlig konkurrencelov, men kunne
sikres gennem anden lovgivning. Det gjaldt f.eks. beskyttelse af forbrugerne
mod konkurrencemisbrug, der burde løses gennem markedsføringsloven
mv. Udvalget understregede samtidig, at den overordnede effektivitetsmålsætning
hvilede på den grundlæggende antagelse, at forbrugernes velfærd
maksimeres, når samfundets ressourcer udnyttes optimalt.
1984-udvalget var i realiteten enig med trustkommissionen i, at markedsgennemsigtighed
og erhvervsfrihed suppleret med muligheden for indgreb
mod konkurrencebegrænsning var forudsætninger for at sikre en virksom
konkurrence. 1984-udvalgets betænkning var dog i endnu højere grad end
trustkommissionens domineret af et ønske om, at samfundet skulle nærme
sig den ideale tilstand med fuldkommen konkurrence, hvor udbud og
efterspørgsel på vare- og faktormarked styrer produktion og omsætning.
Udvalgets forslag indebar derfor en forenkling af lovgivningen, samtidig med
at forslagene til lovændringer og mindre justeringer i forsøg på en tilpasning
til udviklingen i de nationale og internationale markedsvilkår kunne holdes
inden for rammerne af den hidtidige lovgivning.
Udvalgets betænkning førte til vedtagelsen af en ny konkurrencelov i
1989 med virkning fra 1. januar 1990 til afløsning af monopolloven af 1955
og den efterfølgende pris- og avancelovgivning. På baggrund af udvalgets
anbefalinger kan det ikke undre, at den nye lov holdt sig til det hidtidige
kontrolprincip, og at den kunne vedtages med et bredt flertal i Folketinget.
Den administrative myndighed, der skulle udøve kontrollen og fortsætte
Monopoltilsynets virksomhed med forhandling og eventuel udstedelse af
påbud, blev benævnt Konkurrencerådet med tilhørende sekretariat under
ledelse af en direktør. Som Monopolrådet tidligere havde været det, blev
Konkurrencerådet det centrale led i lovens administration, og dets sammensætning
skete med samme afvejning mellem uafhængige medlemmer og
organisationsrepræsentanter. Som hidtil var anden instans et ankenævn, nu
234