E-bog - Aarhus Universitetsforlag

Han troede selv på lyset efter mørket, men også på, at „Tiden før Krigen
vender aldrig mere tilbage“.
I den tidligere forskning har det været diskuteret, i hvor vid udstrækning
Rodes tale var udtryk for nytænkning. Det er nok rigtigt, som fremhævet
af Tage Kaarsted, at talen var meget lidt konkret i sine anvisninger på
fremtidens samfund, og at de udtrykte tanker var i overensstemmelse med
tidligere udsagn – og traditionel radikal politik som sådan. 7 Rodes radikale
ministerkolleger opfattede da heller ikke talen som skelsættende, men den
viser, at Ove Rode i højere grad end før krigen ønskede at regulere økonomien
– uden at gå til et egentligt angreb på ejendomsretten. Og den kan ses
som udtryk for, at krigen og den deraf følgende regulering var medvirkende
til, at de ideologiske modsætninger om statens rolle, herunder i relation til
monopolagtige aktiviteter, blev tydeliggjort. Oppositionen tog netop dette
aspekt ind i de efterfølgende forhandlinger i Folketinget.
Den erfarne Niels Neergaard fra Venstre tilsluttede sig opfattelsen, at
statsmagten ville gøre sig stærkere gældende efter krigen ikke mindst vedrørende
den sociale lovgivning, og at den måtte samvirke med interesseorganisationerne.
8 Delvis overensstemmende med Venstres program om, at
folkets udbytning gennem monopoler bør hindres, gav han også udtryk for
forventningen om, at staten måtte „paa den ene eller anden Maade træde
til som Tilsynsførende overfor, delvis regulerende, eventuelt overtagende
visse Monopoler“. Niels Neergaard lå med disse udtalelser nærmere Rode
end mange af sine partifæller som I.C. Christensen, P.P. Pinstrup, P. Th.
Nielsen endsige den kommende mand i partiet Th. Madsen-Mygdal.
Men som god venstremand understregede Neergaard, at en medvirken til
de radikale samfundsændringer ikke måtte føre til, at friheden, herunder
erhvervsfriheden, som staten skulle være vogteren af, „tilintetgøres eller
beskæres paa en saadan Maade, at den lider dødelig Skade“. Nogle konkrete
anvisninger til politisk handling kom han dog ikke med. Det gjaldt også
de radikales politiske ordfører, Johs. Fog-Petersen, der ikke overraskende
kunne tilslutte sig Ove Rodes tale.
Socialdemokratiet havde tidligt under finanslovsforhandlingerne taget
spørgsmålet om monopollovgivning op ved bl.a. at minde om, at de tre
andre partier, Højre (siden 1915 Det Konservative Folkeparti), Venstre og
Det Radikale Venstre ikke havde støttet partiets forslag i 1912 om statens
overtagelse af sukkerfabrikkerne. 9 Partiet havde derfor, selv om det fastholdt
sit generelle ønske om statens overtagelse af produktionsmidlerne, erklæret
sig villig til at indgå et kompromis om det mindre vidtgående at „hindre
44