E-bog - Aarhus Universitetsforlag

angives, da det afhang af, i hvor vid udstrækning efterspørgslen efter den
pågældende vare var uelastisk, og af hvor store muligheder konkurrerende
virksomheder havde for at udvide deres produktion. Zeuthen anførte videre,
at monopolistisk adfærd ikke alene var begrænset til karteller eller truster i
form af enkeltvirksomheder eller sammenslutninger, men at det også kunne
finde sted uden egentlig sammenslutning eller udtrykkelige aftaler som f.eks.
gennem forbundne bestyrelser eller fælles forretningsforbindelser. Zeuthen
støttede således forsigtigt de politikere, der anså konkurrencebegrænsende
aktiviteter som et problem, og også det synspunkt, at det ikke var muligt
at foretage en præcis og let operationaliserbar definition af monopolistisk
adfærd. 9
Hverken den kraftige udvanding af Hauges forslag eller Zeuthens indirekte
støtte til den anvendte afgrænsning af lovens gyldighedsområde kunne dog
formilde den gamle falanks bestående af flertallet i Det Konservative Folkeparti
og Industrirådet i dens kamp mod offentlig regulering af erhvervslivets
konkurrencebegrænsende aktiviteter. Under de videre forhandlinger endte
det store erhvervsliv dog med at være mere forhandlingsvillig end Det
Konservative Folkeparti.
D e t ko n s e r va t i v e Fo l k e pa r t i i en i g fr o n t
m e d de t store er h v e r v s l i v
Industrirådet opnåede tilslutning fra andre af de store erhvervsorganisationer
til sin kritik af Hauges forslag fra december 1930. Da sagen overgik til
behandling i folketingsudvalget, hvor Venstre fremlagde sit nye forslag, fik
erhvervsorganisationerne ikke mulighed for at blive hørt under forhandlingerne,
men Industrirådet fremsendte sin kommentar, dagen før udvalget
afgav sin betænkning. Det var en klar afvisning, idet Industrirådet fandt,
at Venstres forslag i lighed med regeringens oprindelige forslag betød et
administrativt erhvervstilsyn og -kontrol, som indebar „en yderst betænkelig
Indskrænkning i Næringslivets Frihed“. Industrirådet krævede en meget
mere præcis lov, der udelukkede skøn, og ifølge hvilken alene domstolene
skulle kunne træffe afgørelser. Industrirådet ville gerne deltage i forhandlingerne
om en lovgivning mod økonomisk magtmisbrug, men det krævede, at
de handlinger, der blev lovgivet imod, først blev dokumenteret. Med andre
ord, Industrirådet afviste at være vidende om virksomheders „utilbørligt“
høje priser som følge af manglende konkurrence og krævede i øvrigt, at
forbrydelser skulle begås, inden der kunne lovgives imod dem.
109