E-bog - Aarhus Universitetsforlag

dard Oil og American Tobacco Company, i Tyskland havde den konservative
regering grebet ind med priskontrol over for et kunstgødningskartel,
og i Sverige var der blevet nedsat en kommission, der skulle komme med
en kartel- og trustredegørelse. Norge fulgte snart efter, da der i 1913 blev
nedsat en kommission, der skulle forberede en monopollovgivning. 4 Det
var heller ikke tilfældigt, at det var sukkerindustrien med fremstilling af en
nødvendighedsvare, der først kom i den politiske skudlinje.
En ny toldlov havde i 1908 givet sukkerindustrien øget beskyttelse, og i
de følgende år var det tydeligt, at landets to tilbageværende sukkerfabrikker
drog fordel heraf. Om end der ikke var tale om et monopol, så var situationen
dog sådan, at der politisk var basis for at fremstille sukkerindustrien
som et typisk eksempel på, hvorledes storkapitalen forstod at berige sig på
forbrugernes bekostning. De øvrige politiske partier var for så vidt enige
heri, men udvalgets forslag afspejlede partiernes forskellige holdning til
spørgsmålet om økonomisk liberalisme og fri konkurrence.
Socialdemokratiet fandt, at den monopoliserede sukkerindustri var „i uløselig
Strid med den store Befolknings Interesser“. Partiet ville derfor pålægge
regeringen at ekspropriere de to bestående fabrikker og give staten eneret
til produktion og import af sukker. Det Radikale Venstre, der ved partiets
stiftelse i 1905 som et programpunkt havde, at „overfor de Virksomheder,
der er faktiske eller retslige Monopoler, værnes Samfundets Interesser, om
fornødent ved Virksomhedernes Overtagelse af Kommune eller Stat“, stod
ved partiets generelle holdning over for monopoler, men fandt ikke, at der
i den konkrete sag forelå oplysninger, der kunne begrunde en statsovertagelse.
Principielle hensyn veg for mere pragmatiske hensyn, idet partiet
gjorde opmærksom på, at ekspropriation ville være meget kostbar, og at
en ændring af toldloven ville kunne fjerne sukkerindustriens store fordele.
Regeringspartiet Venstre sluttede op om sidstnævnte synspunkt og fik flertal
for sit dagsordensforslag om, at regeringen „ved gunstig Lejlighed“ skulle
få nedsat toldbeskyttelsen på sukker. Højre, der i sin politik traditionelt var
for beskyttelse af den hjemlige industri, fulgte kun nødtvunget med hertil.
Tilslutningen kunne begrundes i dagsordenens anden del, hvor der blev
givet udtryk for, at statsdrift var helt uegnet til at sikre forbrugerne billigt
sukker.
Forløbet viste, at private industrimonopoler ikke kunne forvente statens
beskyttelse, selv ikke i en sag, hvor der var involveret landbrugsinteresser.
Det kunne nok bekymre Industrirådet, der dog samtidig kunne berolige
sig med, at der var meget langt til et flertal i Rigsdagen for statsdrift. Den
41