E-bog - Aarhus Universitetsforlag

tens konkurrencebestemmelser. I 2002 blev sanktionsmulighederne over for
konkurrencebegrænsende aktiviteter skærpet, og bødeniveauet blev hævet
markant. Myndighederne fik en række beføjelser til ved kontrolundersøgelser
og dataindhentning bedre at kunne opspore og afsløre karteldannelser.
Endvidere skete der over årene en tilnærmelsesvis ligestilling af privat og
offentlig erhvervsvirksomhed – medmindre den offentlige erhvervsvirksomheds
konkurrencebegrænsninger var politisk vedtaget og „en direkte eller
nødvendig følge af en lov eller kommunal vedtagelse“. Konkurrencerådet fik
beføjelser til at gribe ind over for konkurrencebegrænsninger i den offentlige
sektor og til at kræve, at ulovlig, konkurrenceforvridende erhvervsstøtte
blev bragt til ophør og eventuelt tilbagebetalt. På under fem år havde danske
politikere således vedtaget nogle helt fundamentale ændringer af dansk
konkurrencepolitik.
For så vidt angår udviklingen i den danske konkurrencelovgivnings
grundlæggende principper i årene omkring årtusindskiftet, må denne
karakteriseres som et egentligt paradigmeskifte. 31 Det var ikke kun midlerne
i konkurrencereguleringen, som blev væsentligt reformeret. Også de
overordnede mål, som danner grundlag for reguleringen, blev forandret. I
dag er målsætningen med den danske konkurrencelovgivning ikke længere
primært at undgå monopoler på det danske marked, men tværtimod at
skabe grundlæggende markedsforhold for danske virksomheder baseret på
europæiske og internationale konkurrenceprincipper. Baggrunden herfor
har været en politisk vilje til at gennemføre stramninger i lovgivningen,
i lighed med EU-principperne, på tværs af specielt det store erhvervslivs
officielt udmeldte præferencer.
Skæ r p e l s e r gen n e m f ø rt på tvæ r s af de t store
erhverv s l ivs interess er
Ikke bare på det indholdsmæssige plan skete der væsentlige forandringer i
dansk konkurrencepolitik gennem 1990’erne. Sammenlignet med de forudgående
tre årtier – helt tilbage til monopolloven fra 1955 – blev hårde
og konfliktfyldte indenrigspolitiske interessekampe åbenlyst fremherskende i
de konkurrencepolitiske lovgivningsprocesser fra midten af 1990’erne. Man
kunne vanskeligt fortsat karakterisere konkurrencepolitikken som stabil og
fastlåst i politiske plussums-spil. 32 Når det lovforberedende arbejde nåede
frem til selve folketingsbehandlingen, var processen til gengæld kendetegnet
ved helt traditionelle „give-and-take“-forhandlinger. Oppositionen søgte
272