E-bog - Aarhus Universitetsforlag

Debatten mellem de konservative kombattanter fik til slut et yderligere
ideologisk islæt, da Borgbjerg fra Socialdemokratiet ikke kunne nære sig for
at kommentere den. Han indledte ganske vist med at konstatere, at debatten
var „saa interessant og fornøjelig – det vil sige for os, der hører til andre
Partier -, at den mere frister til at blive siddende stille paa sin Plads og nyde
Debatten end egentlig til at gribe ind i den“. Borgbjerg lod sig imidlertid
provokere af Fraenkels bemærkninger om, at den foreslåede trustlov også
ville kunne vendes mod fagforeningerne. Det kunne Borgbjerg ikke forestille
sig, da fagforeningerne var forpligtede til at arbejde for socialismens
indførelse og dermed efter hans opfattelse varetog samfundshensynet, dvs.
almenvellets interesser.
Borgbjerg mindede dernæst Det Konservative Folkepartis to fløje om, at
de i deres kamp for henholdsvis overklassen og middelstanden glemte det
meget bredere lag „i Samfundets Bund“, nemlig arbejderklassen. Middelstanden
eller mellemlaget kunne værnes gennem en fornuftig trustlovgivning
som foreslået, men arbejderklassens krav gik videre i retning af industrielt
demokrati. Her og nu støttede Socialdemokratiet imidlertid Karstensen mod
storindustrifløjen i dennes kamp for en trustlov i middelstandens interesse,
men derefter ville partiet „kæmpe videre mod Kapitalens Eneherredømme“
i arbejderklassens interesse. Lovforslaget var i denne udlægning ikke et
spørgsmål om fri konkurrence og størst mulig produktion i almenvellets
interesse, men et stykke klassepolitik.
Debatten afslørede, at flertallet bag trustlovforslaget havde meget forskellige
motiver til at støtte det. De ideologiske modsætninger var store,
men pragmatiske hensyn til forbrugerne ud fra en økonomisk liberalistisk
tankegang bar lovforslaget igennem Folketinget. Vedtagelsen i Landstinget
manglede dog stadig, og storindustrien var ikke sindet at opgive kampen
mod lovforslaget.
Trustlovforslagets gang gennem Folketinget havde båret yderligere ved
til det bål, som storindustriens repræsentanter frygtede så stærkt i disse
år. Det kom frem i deres private reaktioner. Således skrev direktøren for
Aarhus Oliefabrik Frederik Lausen til Alexander Foss’ håndgangne mand
Povl Drachmann umiddelbart efter den sidste folketingsdebat: „Er da hele
Befolkningen her i Landet slagen med Blindhed, at den ikke kan se, hvor
det bærer hen, hvis Statssocialisterne med Regeringen og Embedsmændene
i Spidsen faar lov til at handle med Handel og Industri, som det ser ud til
de vil … vi er nu saa langt ude, at Erhvervenes Mænd kan ikke risikere ret
meget ved at stryge alt det gamle, fornemme, uvirksomme af sig og bryde
76