E-bog - Aarhus Universitetsforlag

har hersket en såkaldt symmetrisk interessevaretagelse vedrørende den
danske monopolregulering. Arbejder- og forbrugerbevægelsens interesser,
erhvervsinteresser og administrative interesser afbalancerede hinanden. For
førstnævnte var reguleringen et vigtigt mål, for erhvervene var reguleringen
til at leve med, og for bureaukratiet var reguleringen en levevej. Dette var
i modsætning til årene efter Første Verdenskrig, hvor der endnu ikke var
noget bureaukrati knyttet til regulering, og hvor arbejder- og forbrugerinteresser
stod svagt. De relativt stærke erhvervsorganisationers uvilje mod
etableringen af regulering kom derfor til at præge udviklingen i denne tidlige
periode. Der var asymmetri i interessevaretagelsen.
For Henrik Larsen er denne udvikling mod symmetri i de forskellige
gruppers interessevaretagelse en væsentlig del af forklaringen på, at monopolreguleringen
ikke blev et afgørende politisk spørgsmål i de første årtier
efter 1955. En vis politisering af monopolreguleringen fandt dog sted fra
1980’erne, mens debatten om monopolreguleringen var relativ afdæmpet i
den mellemliggende periode. 9 Gennem hele perioden skete der revisioner
af lovgrundlaget, ligesom administrationen af loven ændredes.
A d m i n i str a t i v ju ste r i n g
Ikke mindst Industrirådet havde i kommentarerne til krigs- og efterkrigstidens
ekstraordinære prislovgivning og til forslagene i begyndelsen af
1950’erne til en permanent monopollov betonet faren ved en for restriktiv
pris- og avanceregulering. Industrien skulle sikres en rimelig indtjening og
andel i rationaliseringsgevinster, så der var et incitament til og mulighed for
at foretage nyinvesteringer til bevarelse og gerne forbedring af dansk industris
konkurrenceevne. For Industrirådet var det derfor også vigtigt, at der
ved beregningen af virksomhedernes omkostninger blev taget tilstrækkeligt
hensyn til afskrivninger på det eksisterende produktionsapparat.
Blandt socialdemokrater og i fagbevægelsen havde der været en stigende
forståelse for industriens behov for øget kapitaldannelse, om end det i politisk
spændte situationer som f.eks. omkring overenskomstforhandlingerne
i 1956 kobledes sammen med en diskussion om medejendomsret til kapitaldannelsen
i virksomhederne. 10 Industrirådet fandt, at forståelsen kunne
være større. Og heller ikke administrationen af den nye monopollov levede
i begyndelsen op til Industrirådets ønsker. Industrirådet fandt, at der selv
blandt de ansatte i Monopoltilsynet forekom „vrangforestillinger og en traditionel
erhvervsfjendtlig holdning“, og at der ikke var „den rette forståelse
220