E-bog - Aarhus Universitetsforlag

omkring den manglende regulering. I stigende grad dannedes aktieselskaber,
ikke for at få samlet kapital til særligt kapitaltunge virksomheder, men
snarere for at begrænse stifternes og ledelsens økonomiske risiko. Da flere
tilfælde af direkte spekulation i selskabsstiftelser til skade for aktionærer og
kreditorer samtidig afsløredes, var der flere argumenter for at indføre regulering,
så meget mere som tendensen til regulering forstærkedes i udlandet.
Et første meget omfattende forslag til aktieselskabslov blev fremlagt af en
ministeriel kommission i 1901, men det realitetsbehandledes ikke i Rigsdagen.
I 1909 nedsattes et nyt ministerielt udvalg, der også skulle overveje
udformningen af en andelslovgivning. Det var en betingelse fra industriens
side, at en reguleringslovgivning kom til at omfatte både aktie- og andelsselskaber.
Synspunktet forfægtedes især af spritfabrikant C.A. Olesen, der
– uagtet han var industrimand – var formand for Grosserer-Societetets
Komité 1907-12, men også var med til stiftelsen af Industrirådet i 1910.
Først otte år efter det andet udvalgs nedsættelse blev den første danske
aktieselskabslov vedtaget. Da mente storindustrien ikke at kunne komme
længere i sin modstand mod den offentlige regulering. Udvalgets første
forslag anbefalede en detailleret regulering af aktieselskabers vedtægter.
Industrirådet gik stærkt imod dette, og forslaget blev beskåret ved fjernelse
af de fleste præceptive bestemmelser, der vedrørte selskabernes interne rammer
og forholdet mellem aktionærerne og selskabernes forskellige organer.
Alexander Foss havde raset mod det første forslag og fremført, at „Lovene
burde nemlig ikke skabe Livet, men Livet Lovene“, mens modstanderen
L.V. Birck var lige så hård mod det udvandede forslag, som sammenholdt
med det første forslag efter hans mening var som en „barberet Puddel i
forhold til en Puddel med Pels. De ligner ikke hinanden meget“.
Trods opblødningen af lovforslaget fastholdt konservative landstingsmedlemmer
som konsul Frederik Hey, med rødder i industrien og formand for
Landstingets aktielovsudvalg, længe standpunktet, at en andelslov var forudsætningen
for en aktieselskabslov. Det var taktisk begrundet, da kredse i
Venstre var stærke modstandere af en andelslovgivning, men afspejlede også
en tiltagende irritation, om ikke direkte frygt fra industriens side over for
den hastigt voksende andelsbevægelse, der i stigende grad også investerede i
produktionsvirksomheder. I 1914 havde Industrirådet vendt sig mod en særbehandling
af andelsbevægelsen, da det ved udsigten til en aktieselskabslov
henvendte sig til udvalget og protesterede mod, at andelsforeninger skulle
undtages fra regulering, ligesom det gjorde opmærksom på det urimelige i,
at andelsfabrikker var fritaget for at betale skat.
54