E-bog - Aarhus Universitetsforlag

priser og omsætning, som var „tilstrækkelig til at ophæve Virkningerne af
Konkurrencen baade for Ind- og Udland“. Taget i bogstaveligste forstand
var det unægtelig en meget restriktiv definition, som Ove Rode under
folketingsforhandlingerne betegnede som „ganske uforstaaelig“. De konservative
talsmænd ønskede i øvrigt at beskytte virksomhederne bedre mod
det foreslåede tilsynsråd og at fjerne den politiske repræsentation i dette.
De kunne ikke støtte trustlovforslaget og fulgte dermed storindustriens
modstand mod forslaget.
Denne konservative enegang var imidlertid stik imod L.V. Bircks og
Asger Karstensens dybeste overbevisning, og de to konservative politikere
gik begge på Folketingets talerstol med lange taler, hvori de anbefalede
lovforslaget. Både Birck og Asger Karstensen udtalte sig til fordel for forslaget,
ikke alene under henvisning til forbrugerne, der i så høj grad var
blevet fremhævet under lovens første behandling, men også under henvisning
til hensynet til det mindre erhvervsliv. Birck ville tvinge trusterne
til fair optræden over for de mindre virksomheder og sikre den offentlige
moral generelt. Birck harcelerede over Korsgaards mangel på kundskaber
og overvejelser om, hvad der er en fair pris uden at tage hensyn til, om
den pågældende virksomhed havde monopol eller ej. Det var en kritik, der
også ramte Fraenkel. Karstensen henviste til de „mange ondartede Angreb“,
der de sidste tre år havde ramt hans fløj fra „en vis Fløj inden for den store
Kapital“. Han erklærede, at han ville stemme for loven for at varetage mellemstanden,
den almindelige handlende og håndværker, og forbrugernes
interesser. Det var et led i hans kamp for den private ejendomsret og det
private initiativ, en kamp vendt mod såvel socialismen som monopolerne.
Han troede på den fri konkurrence som det eneste middel til at regulere
priserne og ikke på, at det kunne ske gennem en prisreguleringspolitik.
Fraenkel var bidende i sit angreb på de to partifæller. Fraenkel forstod ikke
Karstensens fordømmelse af overklassen, da samfundets fremskridt efter hans
opfattelse var knyttet til de store iværksættere, men han indrømmede, at
der i overklassen var snyltere som i enhver anden samfundsklasse. Alligevel
forstod han godt, at Karstensen måtte tage et særstandpunkt og stemme
for loven, da denne jo tidligere havde „været lidt oppe i Nærheden af de
koncentrerede Bedrifter“ og også havde „følt Pisken smælde om Ørerne paa
sig“. Birck havde han derimod ingen forståelse for. Det var hårdt at arbejde
sig igennem dennes indlæg: „det er saadan en Bunke Hø og Hakkelse“ …
og „der skulde Uger til at arbejde sig igennem, hvis man skulde svare paa
hver enkelt Forkerthed“.
75