E-bog - Aarhus Universitetsforlag

Centraladministrationen traf beslutningen om tilladelsen til opkøb uden
at inddrage erhvervslivet i overvejelserne. Den ønskede med beslutningen
at øge konkurrencen og omsætningen af landbrugsvarer til gavn for
landboerne og landet generelt. Den forventede effekt udeblev ikke, da
en række storkøbmænd rundt om i landets købstæder gjorde brug af den
ny bestemmelse. Reaktionen udeblev imidlertid ikke fra mere traditionelt
indstillede og typisk mere kapitalsvage købmænd, der ikke så nogen grund
til denne konkurrence om landbrugsvarerne. De gav senest fra slutningen af
1820’erne i klageskrifter gennem nystiftede købmandsforeninger udtryk for
deres modvilje mod opkøbene og ønskede en fastholdelse af bøndernes pligt
til selv at bringe landbrugsvarerne til købstaden og til at indgå handlerne der.
Centraladministrationen undlod at besvare klagerne. Den valgte gennem
non-decision-making at tro på, at utilfredsheden ville fortage sig, og valgte at
lade nogle år gå, inden yderligere liberaliseringsinitiativer blev taget.
U n der det u n g e demokr a t i
Økonomisk liberalisme og mere konkurrence var på vej under enevælden,
men lavs- og købstadprivilegier eksisterede stadig i enevældens sidste år, om
end i udhulet form. Med grundloven i 1849 stilledes den fulde næringsfrihed
imidlertid i udsigt. Det skulle ske ved særlig lovgivning, og i 1857 indfriedes
løftet med næringsfrihedsloven, der dog først trådte i kraft fra 1862. Lavene
ophævedes og i forbindelse hermed kontrollen med håndværkeruddannelserne
og med tilgangen til fagene, ligesom indbyrdes prisaftaler ikke måtte
finde sted. Den fri konkurrence skulle sikre kvalitet og fair priser.
Handelen skulle heller ikke længere i princippet været bundet til købstæderne,
men blev tilladt i landdistrikterne. Og udenrigshandelen liberaliseredes
yderligere med en ny toldlov i 1863. Dansk handelspolitik tilpassedes de
økonomisk liberale doktriner og landboernes interesser i en så fri samhandel
som muligt med udlandet, primært Storbritannien, hovedaftageren af danske
landbrugsvarer. Selv i slutningen af 1800-tallet, da der var en international
tendens til øget protektionisme, stod Danmark sammen med Storbritannien
og Holland som de eneste lande fast på en relativ fri udenrigshandel.
Også under det unge demokrati frisattes markedet dog kun gradvist,
da der blev taget hensyn til etablerede erhvervsinteresser, der havde nydt
godt af hidtidig regulering og begrænset konkurrence. Det sås i form af
overgangsbestemmelser, da bageri-, bryggeri- og møllenæringerne ved love
i begyndelsen af 1850’erne blev gjort frie, ligesom der som nævnt skulle
21