E-bog - Aarhus Universitetsforlag

samfund“. Derfor skal statsmagten begrænse „erhvervslivets værste udskejelser
med hensyn til plyndring af forbrugerne“ og det mindre erhvervsliv.
Men det ville være begrænset, hvad man gennem lovgivningen kunne opnå,
så længe samfundet var kapitalistisk. Det forstod den socialdemokratiske
minister imidlertid ikke ifølge Aksel Larsen, når hun kunne tale om, „at der
intet modsætningsforhold eksisterer mellem forbrugere og erhvervsinteresser“.
Aksel Larsen var især optaget af at få begrænset erhvervslivets såkaldt
„uproduktive udgifter“ bl.a. de omfattende udgifter til en „øjenforblændende
og øredøvende reklame“, der fordyrede varerne. Lovforslaget var
utilstrækkeligt, men han tilsagde kommunisternes støtte til at opnå den bedst
mulige beskyttelse af forbrugerne ved på nogle områder „eftertrykkeligt
at klippe monopolkapitalisternes økonomiske kløer og gribe ind overfor
urimelige priser og urimelige betingelser“.
Også Tholstrup fra Retsforbundet fandt ministerens lovforslag utilstrækkeligt.
Han ønskede indført forbud mod prisaftaler og monopoler, herunder
også mod koncessionerede selskaber, og frygtede fremkomsten af et statsligt
bureaukrati, der ville tjene som „en beskæftigelsesforanstaltning“ og føre
til realiseringen af „en hemmelig drøm for vore hjemlige planøkonomer“.
Her havde han de socialdemokratiske økonomer i tankerne, mens han
med de koncessionerede selskaber tænkte på et selskab som DSB og den
socialdemokratisk kontrollerede mælkeordning i København samt de statsligt
kontrollerede sukker- og spritmonopoler.
Kun på enkelte områder, hvor det var teknisk eller samfundsøkonomisk
begrundet, kunne venstremanden, grosserer Anker Lau acceptere monopoler.
Han ønskede en lov, der „beskytter det jævne, brede erhvervsliv og
dets mellemstandsbefolkning mod såvel socialismens som monopolismens
dræbende favntag“. Han gik imod synspunktet, at monopoler kunne være
mere effektive end „friheden“, eller at vidtgående offentlig kontrol var
forenelig med frihed. Og accepterede man monopolet, så tillod man ifølge
Lau en udvikling, som socialdemokraterne i virkeligheden ønskede, nemlig
„monopolsocialismen, således at vi igen, om end ad en lille omvej, med den
højtærede økonomiminister [Jens Otto Krag] under armen kommer tilbage
til Fremtidens Danmark.“ Lau var på dette punkt ganske enig med Tholstrup
og delte ikke Thorkild Kristensens opfattelse, at socialdemokraterne havde
forladt deres planøkonomiske visioner forbundet med Fremtidens Danmark.
Lau vendte sig i realiteten mod sit partis ordfører, der åbnede for en videregående
offentlig regulering end 1937-loven, uden dog mere konkret at
diskutere et alternativ. Laus ærinde var tilsyneladende mere at modvirke
199