E-bog - Aarhus Universitetsforlag

kapi t e l 2
STOR K A P I T A L E N OG MO N O P O L E R I
MOD V I N D , 1 9 01- 1 919
Det store erhvervsliv kom i stigende modvind fra slutningen af 1800-tallet.
Det blev klemt fra flere sider. De økonomiske liberalister med rod i landbokredse
kritiserede byernes „storkapital“ for at søge at begrænse konkurrencen
til skade for landbruget, der som modsvar opbyggede andelsbevægelsen, og
det lille erhvervsliv i byerne lobbyede for at få begrænset konkurrencen
fra storkapitalen og få gennemført en lovgivning til støtte for den såkaldte
mellemstand, håndværkere og småhandlende. Også arbejderbevægelsen
var blandt kritikerne og opbyggede egne kooperative virksomheder til at
konkurrere med de privatkapitalistiske virksomheder. Bevægelsen rettede
især sin kritik mod det store erhvervsliv, der hævdedes at udnytte sin stærke
monopolagtige position til skade for arbejderne som forbrugere, og som
partiet derfor ønskede kontrolleret gennem statsovertagelse.
Kritikken af det store erhvervsliv blev politisk farlig for storkapitalen efter
systemskiftet i 1901. Højre, der havde støtte i det store erhvervsliv, måtte
afgive regeringsmagten til Venstre, der i delvis alliance med Socialdemokratiet
havde udgjort oppositionen til det gamle styre. Bonde og arbejder,
begge kritikere af storkapitalen, rykkede nærmere magtens centrum. Også
Det Radikale Venstre, der stiftedes i 1905 af udbrydere fra Venstre med
rod i husmandskredse og byernes liberale borgerskab, sluttede op om kritikken
af storkapitalen i den udstrækning, denne søgte at hæmme den fri
konkurrence. Kun Højre af de fire såkaldt gamle partier havde i Rigsdagen
repræsentanter, der ubetinget ønskede at forsvare den private storkapital;
men der var ikke enighed i partiet. Dette var splittet og havde en fløj, der
dels ønskede at forsvare mellemstanden, dels ønskede at gennemtvinge fri
konkurrence på tværs af storvirksomhedernes forsøg på at opnå en markedsdominerende
position. Det store erhvervsliv kom længere fra magtens
centrum med systemskiftet, ligesom det måtte dele magten i Højre med
mellemstandsfløjen markeret ved partiets navneskifte til Det Konservative
Folkeparti i 1915. Det opgav dog ikke forsøget på at fastholde en afgørende
37