E-bog - Aarhus Universitetsforlag

prisregulering. Socialdemokratiets politiske ordfører Gustav Pedersen gik et
skridt længere i sin pricipielle tilslutning til markedsøkonomiske principper,
da han gerne ville „erkende, at en virkelig Konkurrence vilde være mere
effektiv, end selv den bedste Prislov og selv den bedste Administration af
Prisloven har kunnet være“, men de aktuelle økonomiske forhold betød,
„at vi ikke inden for en rimelig Fremtid har noget Haab om, at Konkurrencen
kan klare de Funktioner, som er Prislovens“.
De fire gamle partier og Retsforbundet erklærede sig alle som tilhængere
af en tilbagevenden til en i hvert fald friere markedsøkonomi, men med
undtagelse af Retsforbundet anerkendte de prislovens nødvendighed for at
dæmme op for prisstigninger. Som Socialdemokratiet fremhævede også Det
Radikale Venstre hensynet til forbrugerne, mens Venstre og Det Konservative
Folkeparti påpegede områder, hvor de ønskede øget hensyntagen til
erhvervslivet ved ændringer i lovens udformning. Kun kommunisten Aksel
Larsen udtrykte ønsket om en strammere prisregulering.
Forhandlingerne i marts 1948 om en ny prislov forløb samtidig med
forhandlingerne om en ny vareforsyningslov. Forhandlingerne i folketingsudvalget
trak imidlertid ud, så Krag måtte to gange gå til Rigsdagen for at
forlænge den eksisterende prislov med en måned. Resultatet ved udgangen
af maj 1948 blev en noget ændret lov end den først foreslåede. Vurderingen
af resultatet varierede.
Det er nævnt, at det store erhvervsliv – sammen med de borgerlige politikere
– var ganske tilfredse med, at der var tilføjet en formålsparagraf om
prisreguleringens afvikling. Og det blev fra samme side noteret med tilfredshed,
at der skulle nedsættes et rigsdagsudvalg, som handelsministeren skulle
konsultere ved principielle afgørelser vedrørende såvel vareforsyningsloven
som prisloven.
Med et ganske andet udgangspunkt var også Jens Otto Krag fornøjet
med forhandlingsresultatet, sådan som det fremgår af hans dagbog. 33 Rigsdagsudvalget,
som oppositionen så som et middel til at få „kontrol“ og
„indsigt“ med forvaltningen, så han som en fordel, da han herigennem
kunne få gjort oppositionen medansvarlig for upopulære beslutninger. Og
formålsparagraffen i prisloven tillagde han mindre vægt end de stramninger,
som blev indføjet i den ny prislov, hvor han vel især tænkte på, at omkostninger
kun kunne indgå i priskalkulationerne, hvis de var nødvendige ved
en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af produktionen. Krag anførte ikke i
dagbogen, at han havde givet køb på sine forslag om, at forbrugerne skulle
have en lige så stor repræsentation i Priskontrolrådet som erhvervslivet,
153