Vi kan leve længere og sundere

puljer for ‘Udvikling, omstilling og forsøg’, ‘Idræt i storbyen’ og ‘Flygtninge og asylansøgere’ 286 .
Siden er en række tilsvarende puljer til fremme af idræt for særlige grupper blevet oprettet i
forskellige ministerier, i kommunerne og i idrætsorganisationerne. I 2003 afsatte Kulturministeren
således 24 mio. kr. til programmet ’Børn og unge i bevægelse’, som efter ansøgning blev
fordelt til en række såkaldte ’fyrtårnsprojekter’, hvor samarbejdet mellem idrætsforeninger,
skoler og SFO’ere var i fokus. I Integrationsministeriet oprettede man ligeledes en pulje for
’Unge nydanskeres deltagelse i idræts- og foreningslivet’ (3 mio. kr. i 2006) og en pulje for
’Integration gennem deltagelse i idræts- og foreningslivet’ (4 mio. kr. i 2006). Socialministeriet
var også på banen i 2005 i samarbejde med Kulturministeriet med en kampagne for at få flere
ældre til at dyrke idræt og motion. Der er ikke gennemført en undersøgelse af denne puljepolitik,
og de fleste af puljerne er overfladisk eller slet ikke evalueret. Det er derfor usikkert,
hvilken betydning disse puljer og programmer har haft, men de foreliggende evalueringer har
ikke kunnet dokumentere væsentlige effekter deraf, og udgifterne til puljerne udgør en meget
lille del af de samlede offentlige udgifter til idrætten. Her skal indsatsen i forhold til to målgrupper,
som især har været i fokus, belyses: Ældre og fysisk inaktive børn.
En af de væsentligste ændringer af idrætsdeltagelsen de seneste 40 år er en meget stærk vækst
i andelen, som dyrker idræt, blandt de midaldrende og ældre. I 1964 var det kun et par pct.,
som dyrkede idræt i aldersgruppen 60 år og ældre. I 2007 var det mere end halvdelen, som
svarede, at de gik til idræt eller motion 254 . Denne vækst er dog i mindre grad sket inden for
den foreningsorganiserede idræt, selvom undersøgelser viser, at de ældre i højere grad end de
yngre tillægger det betydning at dyrke idræt i en forening. En af de markante forandringer
og succeser i den foreningsorganiserede idræt de seneste tyve år er dog dannelsen af særlige
foreninger for ældreidræt (under navne som ’Idræt om dagen’, ’Ældre i bevægelse’ eller ’Seniorsport’),
som tilbyder motion og samvær om dagen – mange steder flere gange om ugen. Mange
af disse foreninger er dannet på initiativ fra en af idrætsorganisationerne eller kommunen eller
i et samarbejde mellem disse. Det skønnes, at der findes omkring 300 af sådanne foreninger i
Danmark. De fleste steder stiller kommunen idrætsfaciliteter gratis til rådighed for aktiviteter
for ældre, og nogle steder giver man endvidere økonomisk støtte til løn til instruktører efter
de samme regler, som er gældende for voksenundervisning i aftenskolerne. En evaluering af
’Ældre i bevægelse’ i Københavns Kommune sidst i 1990’erne viste, at foreningerne havde stor
tilslutning og var meget velfungerende, men at de især tiltrak ældre, der i forvejen havde et
godt netværk og var rimeligt fysisk aktive. Analysen pegede imidlertid på, at der var et meget
stort potentiale i denne måde at fremme idræt og motion for ældre 287 .
Børn, der ikke går til idræt, er en anden målgruppe, som har fået stor opmærksomhed. Otte
ud af ti børn i den skolepligtige alder dyrker som nævnt regelmæssig sport eller motion. Langt
de fleste af de idrætsaktive børn går til idræt i en idrætsforening, og andelen af børnene, som
kommer i en forening, er øget støt 282 . De seneste undersøgelser viser imidlertid, at idrætsdeltagelsen
falder hos de ældste skolebørn mellem 13 og 15 år, mens den er uændret høj hos de
yngste skolebørn mellem 7 og 9 år 254 , og der er fortsat en betydelig social skævhed i andelen,
som går til idræt. De seneste årtier er der taget flere initiativer til at reducere antallet af fysisk
inaktive, øge børnenes deltagelse i en idrætsforening og reducere frafaldet. Den seneste bestræbelse
er udviklingspuljen ’Børn og unge i bevægelse’ under Kulturministeriet, hvis formål
var at give børnene bedre muligheder for at dyrke idræt i deres nærmiljø og på de tidspunkter
af dagen, der passer dem. De fleste af de 24 mio. kr., der blev afsat til formålet, er gået til
såkaldte partnerskabsprojekter, hvor idrætsforeninger og skoler eller skolefritidsordninger i
samarbejde søger at gøre bevægelse og fysisk aktivitet til en del af hverdagen, især for de børn,
der ikke er fysisk aktive i forvejen.
286