Vi kan leve længere og sundere

ne, at kilderne til foreningernes indtægter ikke har ændret sig meget siden 1985. I 1985 kom
71 pct. af indtægterne fra kontingenter og andre egen-indtægter, den offentlige støtte udgjorde
23 pct., og sponsor- og reklameindtægter udgjorde 7 pct. I 2004 var den offentlige støttes andel
af indtægterne faldet med 5 procentpoint til 18 pct., mens sponsor- og reklameindtægternes
andel var vokset med 4 procentpoint til 11 pct. Egenindtægterne udgjorde omtrent samme
andel som i 1985, men det ser ud til, at kontingenternes andel af egenindtægterne er faldet i , 284 .
Denne fordeling inkluderer imidlertid ikke værdien af det frivillige arbejde, som udføres i
foreningerne. I en undersøgelse af det frivillige arbejdes omfang fra 2004 blev det frivillige
arbejde inden for ’idræt, motion og dans’ opgjort til et timetal, der svarer til ca. 25.000 heltidsstillinger
291 . Hvis en frivillig ’heltidsstilling’ sættes til 300.000 kr., vil det frivillige arbejde i
idrætten, hvoraf langt det meste udføres i de lokale foreninger, have en samlet værdi på ca. 7,5
mia. kr. ii . Denne enorme frivillige arbejdskraft tilbyder foreningsidrættens medlemmer, fordi
de har en interesse og lyst til at engagere sig i foreningslivet inden for netop de rammer, der
eksisterer i dag. Det er derfor helt centralt, at rammerne for den frivillige foreningsidræt ikke
ændres i en sådan grad, at de frivilliges engagement og dermed den store indsats sættes over
styr.
Analyse af den økonomiske støtte
Den offentlige støtte til idræt har efter alt at dømme stor betydning for, hvor mange der går
til idræt. Uden offentlig finansiering af idrætsanlæggene ville der givetvis findes langt færre
svømmehaller, idrætshaller, fodboldbaner mv., som er en forudsætning for mange foreninger,
og den økonomiske støtte til foreninger og organisationer har sandsynligvis også en positiv
indvirkning på aktivitetsniveauet og antallet af medlemmer. Den i sammenligning med andre
lande store offentlige støtte kan være en medvirkende årsag til, at andelen af børn og voksne,
som dyrker idræt i en forening, er meget høj i Danmark.
Idrætstipsmidlerne, som er den statslige støtte til idrætten, går næsten udelukkende til landsorganisationerne
for idræt og tilknyttede forbund og landsdelsforeninger. Derimod kanaliseres
næsten ingen midler til de lokale foreninger, som derved kun får gavn af dem ved at benytte organisationernes
kurser, stævner og rådgivning. En analyse af idrætstipsmidlerne fra 1996 konkluderede,
at det ikke er ’muligt entydigt at vurdere idrætsorganisationernes særlige indsats over
for breddeidrætten med udgangspunkt i aktivitetstal (antallet af henholdsvis medlemsforeninger,
aktivitetsmedlemmer, kursusdeltagere og konsulenter). Dette skyldes dels manglende data, dels at
der ikke fra idrætsorganisationernes side er opstillet målsætninger om et bestemt årligt aktivitetsniveau’.
Trods dette skønnede rapportens forfattere, at ’i forhold til de eksterne politiske ønsker
kan det konstateres, at organisationerne i al væsentlighed har indfriet de stillede målsætninger om
en særlig indsats på breddeidrættens område. En mere præcis målindfrielse med angivelse af resultatindikatorer
fordrer, at der fra politisk hold opstilles nogle sådanne, således at organisationerne
aktivt kan forholde sig til disse målsætninger’ (Side 19-20) 287 .
i Tallene er gennemsnitstal for alle foreningerne, dvs. at en lille forening med 50 medlemmer tæller lige så meget som en stor
forening med 2000 medlemmer. Da der er visse forskelle på økonomien mellem små og store foreninger, ser fordelingen af
indtægterne på de forskellige indtægtskilder lidt anderledes ud, hvis vi ser på fordelingen af de samlede indtægter for de
undersøgte foreninger. Ser man på fordelingen af indtægterne efter denne fremgangsmåde, er den væsentligste forskel, at offentlige
tilskud udgør en lidt mindre andel, 15 pct., mens egenindtægterne udgør en lidt større andel, 76 pct., af de samlede
indtægter i foreningerne.
ii Ser vi på udgifterne, finder vi større ændringer i, hvordan pengene bliver brugt. For det første er andelen af udgifterne, der går
til konkurrencer, stævner mv. halveret fra 21 pct. i 1985 til 11 pct. i 2004, mens udgifterne til løn og omkostningsgodtgørelse
er steget fra 18 pct. til 31 pct. (Ibsen 2006).
289