Vi kan leve længere og sundere

Tabel 5.128 – Illustration af mulig effekt på sygefraværet af øget middellevetid opnået ved
reduktion i rygning
2010 Mænd Kvinder
1. Tab i middellevetid sfa. rygning, år 3 3½
2. Målopfyldelse, år 1,2 1,2
3. Reduktion i rygning for målopfyldelse (2 / 1) 0,3 0,4
4. Ætiologisk fraktion for rygning, pct. 17,4 25,5
5. Potentiel mindskelse af sygefravær, pct. (4 * 3) 6,0 10,2
6. Kønnenes andel af det samlede sygefravær, pct. 1) 44½ 55½
Befolkningen i alt
Samlet potentiel mindskelse af sygefravær, pct.
7. 8,3
(5(M)*6(M) + 5(K)*6(K) )
1) Kønnenes andel af det samlede sygefravær er udledt pba. tal i Beskæftigelsesministeriet
(2008). Analyser af sygefraværet. Beskæftigelsesministeriet, april, 2008
Anm.: Den ætiologiske fraktion for rygning angiver hvor meget mindre sygefraværet ville være
hvis alle havde samme fravær som ikke-rygere.
De opgjorte ætiologiske fraktioner er knyttet til langtidssygefravær, men da de 50 pct. mest
syge står for næsten 90 pct. af sygefraværet (Beskæftigelsesministeriet (2008)) antages det, at
den beregnede reduktion på 8 pct. kan overføres direkte til det samlede antal (helårs-) sygedagpengemodtagere,
som indgår i Finansministeriet fremskrivninger.
En beregning, hvor det samlede antal sygedagpengemodtagere således reduceres med 8 pct.
over tid samtidig med, at tilgangen til førtidspension reduceres som i forrige beregninger, viser,
at den negative effekt på de offentlige finanser af længere levetid vil blive reduceret yderligere,
jf. tabel 5.127 ovenfor. Det lavere antal personer på sygedagpenge medfører en yderligere besparelse
i udgifterne til overførsler. Samtidig indebærer det, at beskæftigelsen stiger, hvilket
øger BNP og reducerer de offentlige udgifter i pct. af BNP.
Det lavere sygefravær medfører isoleret set en varig styrkelse af de offentlige finanser på knap
1½ mia.kr. (svarende til 0,07 pct. af BNP). Dermed reduceres den umiddelbare negative effekt
af øget levetid til ca. -1,8 mia.kr., jf. tabel 5.127.
De ovenstående beregninger illustrerer, at de negative effekter på de offentlige finanser af en
højere middellevetid kan være noget mindre, hvis en indsats overfor KRAM-faktorerne bidrager
til at reducere sygefraværet og tilgangen til førtidspension.
På linje med spørgsmålet om førtidspensionering gælder imidlertid, at den forbedring i befolkningens
sundhedstilstand, der i de seneste 10-15 år er slået ud i en stigende middellevetid,
ikke har ført til en reduktion i sygefraværet. Antallet af sygedagpengemodtagere er tværtimod
historisk højt. Dermed kan det ikke tages for givet, at en reduktion i KRAM-faktorerne og stigende
middellevetid fremadrettet vil føre til lavere sygefravær.
378