Vi kan leve længere og sundere

varer. Fx vil et forbud mod at ryge, eller en afgiftsforhøjelse, der nedsætter tobaksrygningen,
opleves som et tab af velfærd for de borgere, der ledes til at opføre sig mere sundt – fordi de
ikke kan nyde lige så mange cigaretter mere. Tabet for borgerne (eller omkostningerne) er
altså udtryk for den nytte, der mistes ved, at man gennem afgifter eller restriktioner forhindres
i at fastholde hidtidig adfærd i . Det er således et forsøg på at måle de gener, forbrugerne påføres
som resultat af et ændret forbrug, uanset at det nye forbrug biologisk set er sundere.
Denne type velfærdstab (eller gevinster) vil ikke alene gøre sig gældende i forhold til reguleringstiltag
(forbud/restriktioner og afgifter). Effekterne vil også gøre sig gældende i forhold til
fx tilbud som nye forebyggelsesydelser. Påvirkningerne af borgernes nytte kan opstå ad flere
kanaler. Fx vil et servicetilbud som gratis sund skolemad til alle både have effekter på borgernes
privatøkonomi og deres tidsanvendelse, men vil også opleves meget forskelligt, alt efter
om man foretrækker hjemmelavede madpakker eller den institutionelle løsning. Ligeledes
påvirkes borgene ved at beslaglægge den tid, der skal bruges til fx et motionstilbud. Endelig
kan også et informationstilbud virke negativt set med velfærdsøkonomiske øjne i de tilfælde,
hvor borgerne faktisk allerede er fuldt orienteret. Informationskampagner kan også opleves
både irettesættende og nedladende.
Oplysningskampagner vil dog ikke lede til velfærdstab i husholdningerne, såfremt ændringen
i borgernes adfærd beror på, at deres præferencer ændres – de bliver simpelthen mere oplyste
og motiverede for at ændre vaner og vælger derfor en ny forbrugssammensætning.
Effektiv forebyggelse vil uundgåeligt ændre folks adfærd i sundere retning, det er hele formålet.
Jo mere borgernes adfærd påvirkes, desto mere påvirker man også deres nytte. Det kan
være i både positiv og negativ retning, og det rummer i alle tilfælde betydelige metodemæssige
udfordringer at sætte et tal på disse påvirkninger. Samtidig er det heller ikke det mest centrale
for kommissionen, der alene har fået til opgave at komme med forslag til, hvordan det offentlige
mest omkostningseffektivt sikrer, at danskerne lever længere og sundere. Kommissionens
målsætning er ikke at vælge populære løsninger, der gør folk tilfredse her og nu, men derimod
at pege på de mest effektive løsninger.
Kommissionen har derfor valgt ikke at lægge vægt på opgørelserne af velfærdstab, idet kommissionen
vurderer, at velfærdstabet er udtryk for, at borgerne påvirkes til at ændre adfærd i
en mere sund retning. Sådanne adfærdsændringer er netop formålet med forebyggelsesindsatser.
Kommissionen har dog kvantificeret tabet for forebyggelsestiltag baseret på ændringer i
afgifter og moms, hvor tabet er opgjort som ændringer i det såkaldte konsumentoverskud, der
måler den pengemæssige kompensation, som skulle gives forbrugerne for at stille dem ligeså
godt som før afgiftsændringen.
For de afgiftsændringer kommissionen har analyseret, er velfærdstabene opgjort som følger.
For en afgiftsforhøjelse på tobak, der øger prisen med 6 kr. udgør velfærdstabet 211 mio. kr.,
mens det ved en ændring af afgiften, der betyder et prisniveau på 60 kr. pr. pakke cigaretter,
skønnes at udgøre 1,4 mia. kr. For en afgiftsforhøjelse på alkohol på 100 pct. udgør velfærdstabet
godt 90 mio. kr. for øl, knapt 90 mio. kr. for vin og ca. 290 mio. kr. for spiritus. Ved en
afgiftsforhøjelse på hhv. 113 pct. på chokolade- og sukkervarer og 110 pct. på sodavand udgør
velfærdstabet hhv. 157 mio. kr. og 50 mio. kr. For en afgift på mættet fedt vil der også være
i Opgørelser af disse omkostninger benævnes oftest velfærdstab. Skatteministeriet og Finansministeriet opgør typisk disse omkostninger,
når de analyserer de samfundsøkonomiske konsekvenser af ændringer i skattesystemet. Derudover anvendes de
oftest i analyser, der vurderer projekter på områder som sundhed, miljø og transport.
86