Vi kan leve længere og sundere

på de offentlige finanser af øget levetid er fundet ved at sammenligne den mellemfristede
fremskrivning, hvor DREAMs 2008-prognose indgår, med et forløb hvor DREAMs alternative
befolkningsprognose indarbejdes i stedet for.
Som udgangspunkt antages det, at den øgede levetid ikke har effekt på befolkningens gennemsnitlige
arbejdsmarkedstilknytning. Flere undersøgelser peger dog på, at risikofaktorerne kan
have en effekt på arbejdsmarkedstilknytningen, herunder især tilgangen til førtidspension og
sygefravær. Det inddrages i beregninger i afsnit 5.10.5.
Boks 5.19 – Fremskrivninger i Finansministeriet og DREAM
Udgangspunktet for beregningerne i dette kapitel er Finansministeriets mellemfristede forløb i
Konvergensprogrammet til EU for 2008, der er en opdatering af den såkaldte 2015-plan, og som
bl. a. danner udgangspunktet for vurderingen af finanspolitikkens holdbarhed, jf. publikationerne
Konvergensprogram 2008 og Mod nye mål – Danmark 2015 Teknisk baggrundsrapport
for en nærmere gennemgang af 2015-forløbet og de centrale antagelser benyttet heri.
Beregningerne kunne også udføres som et marginalstød på DREAM’s beregninger af finanspolitisk
holdbarhed, der benytter DREAM-modellen. Tidligere beregninger har vist, at marginalstød
på hhv. Finansministeriets og DREAM’s forløb generelt minder meget om hinanden. Beregninger
af effekten af øget levetid må imidlertid forventes at være mere pessimistisk med
udgangspunkt i DREAM’s forløb end i Finansministeriets. Det skyldes, at DREAM i deres mellemfristede
forløb ikke tager højde for, at øget levetid også (delvist) afspejler bedre sundhedstilstand.
En 80-årig forudsættes således altid at trække lige meget på de offentlige serviceydelser
(så som sundhed og ældrepleje mv.), uanset om den 80-årige i årene fremover lever længere
end i dag.
Offentlige udgifter til overførsler
Med Velfærdsaftalen fra 2006 fastholdes efterløns- og pensionsalderen uændret frem til 2018.
Med uændrede tilbagetrækningsaldre frem mod 2018 vil det yderligere løft i middellevetiden
på godt 1 år medføre flere år som tilbagetrukket og derfor øgede udgifter til folkepension (og
efterløn) i denne periode.
Med indekseringsmekanismen i Velfærdsaftalen er det sikret, at øget levetid (på lidt længere
sigt) også automatisk medfører højere tilbagetrækningsalder og dermed flere år på arbejdsmarkedet.
Indekseringen af efterlønsalderen træder i kraft fra 2025. Herefter reguleres efterlønsalderen
hvert 5. år ud fra en lovbestemt regel, der inddrager restlevetiden for en 60-årig, og
som sigter mod, at perioden med efterløn og folkepension samlet set kan være 19½ år i . Der er
dog en begrænsning om, at aldersgrænsen maksimalt må løftes med ét år ad gangen, og efterlønsalderen
skønnes i forvejen løftet med ét år i hhv. 2025, 2030 og 2035 med udgangspunkt i
DREAM’s 2008-prognose. Derfor skønnes det yderligere løft i middellevetiden frem mod 2018
først at slå ud i højere efterløns- og pensionsalder – og dermed lavere udgifter til efterløn og
pension – fra 2040 og frem, jf. figur 5.37a.
Frem mod 2040 indebærer det ekstra løft i levetiden, at antallet af folkepensionister øges
stort set på linje med antallet af over 64-årige, dvs. med knap 75.000 personer, jf. figur 5.37b.
I samme periode løftes arbejdsstyrken med ca. 25.000 personer, hvilket nogenlunde svarer til
i Folkepensionsalderen løftes ifølge Velfærdsaftalen fem år senere, dvs. første gang i 2030, således at alle årgange sikres mulighed
for fem år på efterløn.
368