Vi kan leve længere og sundere

Fælles dokumentations- og evalueringspraksis er et spørgsmål om at understøtte udvikling og
brug af fælles redskaber til planlægning, dokumentation og evaluering på forebyggelsesområdet.
Det vil gøre det nemmere at udveksle information og viden mellem kommuner, at bygge
videre på hinandens arbejde og være med til at skabe et fælles sprog og identitet omkring
vidensopbygning på forebyggelsesområdet. En fælles dokumentationskultur vil i praksis være
med til at styrke fremtidens evidensgrundlag. For at sikre, at forebyggelsesindsatsen baseres
på den bedste tilgængelige viden, kan det være en fordel at tage udgangspunkt i planlægningsværktøjer
baseret på anerkendt teoretisk viden i . Planlægnings-, dokumentations- og evalueringsværktøjer
kan skabe overblik over processen og de elementer, som en evidensbaseret
forebyggelsesindsats kan bestå af. Ved en systematisk og velovervejet planlægning kan man
samtidig skabe rammer for en løbende dokumentation og efterfølgende evaluering af forebyggelsesprojekter,
hvilket er en forudsætning for, at evidensgrundlaget forbedres.
Centrale elementer i et samarbejde mellem forskning og praksis
Kontakt: Det er først og fremmest vigtigt, at der skabes kontakt mellem forskningsinstitutioner
og kommunerne. De nye forskningsprojekter kan med stor fordel udformes som samarbejdsprojekter
mellem den/de kommuner, som indgår, og den forskningsenhed, som skal gennemføre
projektet. Projekterne bør have til formål at producere viden, som er anvendelig både
fra et praktisk såvel som forskningsmæssigt perspektiv. Projekternes datagrundlag skal have
en størrelse, der sikrer valide resultater (gælder både intern og ekstern validitet). Det vil være
en god ide at gennemføre studier i udvalgte kommuner, mens andre kommuner fungerer som
kontrolgrupper. Forskningsdesignet skal anvende og kombinere forskningsmetoder fra sundhedstjeneste-,
interventions- og implementeringsforskning. Det er vigtigt, at studiet bidrager
med ny viden/evidens om organisering og implementering af udvalgte forebyggelsesindsatser.
Fælleskultur: Det er en udfordring for kommunerne at få forskning og praksis til at hænge
sammen. En person, der formelt og i praksis har tilknytning til begge verdener, kan være et
fast holdepunkt for kommende samarbejder. Det kan fx være en halvtidsstilling i en region og
halvtid på universitetet. En anden måde at knytte forskning og praksis tættere er ved at samarbejde
om ph.d. stillinger. Samarbejde kunne bestå i, at flere kommuner i fællesskab har ansat
en ph.d. studerende, som arbejder halv tid i kommunen og halv tid på universitetet. Formålet
med forskningssamarbejder er at skabe mere praksisbaseret viden om bedste metoder til forebyggelse
og sundhedsfremme.
Aftaler: En måde at fremme praksisbaseret forskning er ved at benytte rammeaftaler. En formel
ramme for samarbejde ville være et godt udgangspunkt for at indgå konkrete aftaler mellem
forskningsinstitutioner og kommuner. Rammeaftaler kan fx være mellem universitet/forskningsinstitutioner
og kommunerne eller mellem KL og universitet/forskningsinstitutioner.
Kommunerne er forpligtede til at medvirke til forskningsprocesser, og derfor er det oplagt at
indgå en formel rammeaftale, der minimerer juridiske problemstillinger ved samarbejdet.
En national koordination ved igangsættelse af store forskningsprojekter vil kunne sikre, at der
ikke iværksættes overlappende initiativer, og der vil kunne opnås samspil mellem forskningsprojekter
og fx de satspuljer, som udmøntes fra statslig side.
i Sundhedsstyrelsen har udgivet forskellige værktøjer til kommunerne, for eksempel Evaluering af forebyggelses- og sundhedsfremmeprojekter
(2007) og Guide til planlægning af kommunale forebyggelsesindsatser (2007). Planlægningsguiden
omhandler hvilke faser en god projektplanlægning består i og hvad skal man overveje, når man står overfor at skulle planlægge
et forebyggelsesprojekt.
340