Vi kan leve længere og sundere

uddannelsesniveau, hvilket illustrerer, at prispolitik og lovgivning ikke bidrager til at øge
uligheden. Snarere det modsatte.
Holland er et interessant eksempel. I diskussionerne om Danmarks korte middellevetid
sammenlignet med Sverige og Norge blev det ofte i 1990erne fremhævet, at de sidstnævnte
landes mere restriktive lovgivning og skattepolitik på tobaksområdet (og alkoholområdet) var
afgørende for deres højere middellevetid.. Mod dette har det da været fremhævet, at f.eks.
Holland, ligesom Danmark, har haft en relativ liberal politik på tobak, alkohol og narkotika
området, men alligevel ikke har særlig høj dødelighed i dødsårsager relateret til dette. Dette
billede har dog ændret sig for Hollands vedkommende. Dødelighedsudviklingen har, som
tidligere nævnt, slæbt efter siden 1990erne, på samme måde som Danmark gjorde i 1970erne og
1980erne (tabel 1).
Mange lande har bedrevet kampagner, formentlig med meget varierende varighed og intensitet
(Joosons & Raw 2006). Ud fra en vurdering af de udgifter, som landene rapporterer, har i
særdeleshed Australien og Storbritannien, men også i vid udstrækning Norge, Frankrig og
Holland haft et ret højt aktivitetsniveau. Danmark, Sverige og Italien har satset relativt mindre på
den type af indsatser. Det er velkendt, at effekten af kampagner er afhængig af tilstedeværelsen af
strukturelle tiltag. Det er sandsynligvis årsagen til, at effekten har været særlig tydelig i
Australien og Storbritannien. Intensiteten i rygeafvænning har også været særlig høj i
Storbritannien, men her har Irland, Finland og Danmark også satset. I kombination med de andre
indsatser har disse interventionsmetoder sikkert bidraget til bl.a. det betydelige fald i
tobaksforbruget i Storbritannien. Det amerikanske CDC i Atlanta og Det europæiske ASPECT
samarbejde har beregnet, at for at kampagner, støtte til rygestop mv. skal have effekt på
befolkningsniveau, bør der satses minimum 1-3 Euro per indbygger per år i 3 år. I EU er det kun
Storbritannien som i 2004 brugte mere end 2 euro per indbygger, mens f.eks. Tyskland kun
brugte 0,01 euro.
Alkoholpolitik
Den mest påfaldende reduktion af alkoholbruget siden 1990 er sket i Middelhavslandene
Frankrig, Italien, Portugal og Spanien. Det er også her de mest dramatiske forandringer af
alkoholpolitikken har fundet sted. Österberg og Karlsson (2006) har udviklet et indeks over
alkoholpolitikkens omfang som for hvert land summerer implementeringen af offentlig kontrol og
regulering af produktion, distribution og markedsføring, anvendelse af afgifter og aldersgrænser,
kontrol af alkohol i trafikken samt nationale programmer for forebyggelse og uddannelse på
området. På en skala fra 0-20 point lå Finland, Norge og Sverige allerede i 1950erne højt omkring
17, mens middelhavslandene og Danmark lå lavt med point tal på 0-4. Nu 50 år senere ligger de
tre nordiske lande stadig højt på 15-17 point, mens middelhavslandene bedriver en mere aktiv
alkoholpolitik, som med dette indeks summerer til 8-13 point. Det har åbenbart haft stor effekt.
For Danmark er det alkoholpolitiske indeks i perioden 1950-2000 kun steget fra 4 til 8,5.
Forbruget i Danmark blev tredoblet fra 1950 til 1980, og har siden ligget ret konstant.
Brugen af afgifter har været noget vekslende. Realpriserne på alkohol er faldet i Storbritannien,
Danmark og mange andre lande, men er ikke steget og er stadig relativt lave i Frankrig og de
andre sydeuropæiske lande. Forskningen i alkoholens priselasticitet viser meget varierende
14
448