AGORA - tidsskrift for forskning, udvikling og idéudveksling i ...

AGORA - tidsskrift for forskning,
udvikling og idéudveksling i professioner
neuropædagogik er, men heldigvis har de fleste definitioner den samme klangbund, alt imens de fremhæver
forskellige facetter for og med det neuropædagogiske arbejde (se fx Thybo, 2000; Odense kommune, 2002,
s. 5 og 6; Grønbæk, 2003, s. 47; Fredens, 2004, s. 26). I den forbindelse vil jeg fremhæve Kjeld Fredens
definition og efterfølgende knytte nogle kommentarer på:
”Neuropædagogik er pædagogiske overvejelser, fremgangsmåder og gennemførelse af undervisning og
behandling af personer med funktionsnedsættelse, som skyldes sygdom, skade eller forstyrrelser i hjernen.
Sigtet med neuropædagogik er at gøre eleven så selvhjulpen som muligt via kognitiv rehabilitering.
Neuropædagogik bygger både på kognitive videnskaber og på pædagogik. Resultatet af undervisningen
afhænger af funktionsnedsættelsens karakter, elevens personlige ressourcer og støtte i nærmiljøet samt
kvaliteten af det professionelle teamarbejde, der etableres til at støtte og udvikle eleven” (Fredens, 2004,
s. 26)
Ifølge definitionen, som jeg er ganske enig i, ses neuropædagogik som en pædagogik, der knytter sig
til arbejdet med personer med funktionsnedsættelse i hjernen, hvor undervisning og læring står centralt.
Rehabilitering drejer sig ikke ”blot” om at genvinde eller udvikle kompensationsstrategier for motoriske,
kognitive eller sociale færdigheder, det drejer sig dybest set om for personen med funktionsnedsættelsen
at genvinde verden-som-mulighed og sin uafhængighed - og dét er i allerhøjeste grad en læreproces. Dette
synspunkt retfærdiggør at kalde personen med funktionsnedsættelse i hjernen en elev (Thybo & Fredens
1998; Fredens, 2004).
Rehabilitering i dette tydelige læringsperspektiv bør udfordre sundhedsarbejderens menneskesyn
og stereotype opfattelse af patienter på sygehuse, klienter på institutioner og socialkontorer, beboere i
plejeboliger, brugere i dagcentre osv. Alene eksistensen af de nævnte begreber peger på en grov kategorisering
af mennesker, som fungerer udmærket i fx statistiske sammenhænge, men er ikke brugbar i det daglige
arbejde med de samme mennesker bag begreberne, hvor ikke to er ens. Desværre viser undersøgelser, at
sundhedsarbejdere ofte lader sig indfange af de fastlåste kategorier ”patient, klient, beboer og bruger”,
hvilket både fører til vanetænkning, sløver det kliniske blik og sansen for det individuelle (Järvinen & Mik-
Meyer, 2003).
Har neuropædagogik kun noget at gøre på specialområdet?
Når målgruppen for neuropædagogik er personer med funktionsnedsættelse i hjernen kan det udledes, at
der er tale om pædagogik på specialområdet. I bøger og artikler har der således indtil videre stort set været
tale om neuropædagogik i forbindelse med det terapeutiske og specialpædagogiske miljø. Men begrebet
er nu ved at brede sig, og man begynder at se det i andre sammenhænge, hvor der også arbejdes med
undervisning og læring, fx i erhvervslivet med deres talrige managementkurser samt børnehaver og den
danske folkeskole 66 .
I forsøget på at fremtidssikre neuropædagogik, bør man imidlertid se kritisk på udviklingen: Hvad er det
man vil bruge neuropædagogik til og hvor kan det bruges. Der er stor forskel på almen- og specialområdets
mål og didaktiske overvejelser: På almenområdet forsøger man at speede viden og dannelse op hos nogle i
forvejen velfungerende børn og voksne i skoler, uddannelsesinstitutioner samt erhvervsliv. På specialområdet
er der tale om kampen for at nå eller vende tilbage til normal livsførelse i kraft af selvstændighed og
livsduelighed.
Det kan imidlertid være hensigtsmæssigt at viden om neuropædagogik er tilgængelig for andre faggrupper,
end de der arbejder i specialområdet. Man ønsker i dag større rummelighed i de almindelige skoler og
institutioner, og derfor vil der i stigende grad kunne være børn, som af forskellige årsager ikke har samme
forudsætninger for læring. Det søger lærere og pædagoger at imødekomme med en faglig opkvalificering
www.cvustork.dk/agora/ 102