AGORA - tidsskrift for forskning, udvikling og idéudveksling i ...

AGORA - tidsskrift for forskning,
udvikling og idéudveksling i professioner
Hjerne, musik og læring
Cand. mag. Birgitta Gervig
Direktør for Institut for Anvendt Suggestopædi ApS
Det er en for længst fastslået kendsgerning, at musik påvirker hjernen og dermed indlæring og læring
på mange forskellige måder. I denne artikel vil jeg koncentrere mig om fire påvirkningsområder, der
kan udnyttes i den praktiske undervisning og give undervisere argumenter for, at anvendelse af musik er
læringsfremmende:
1. Mediering af kemisk art: påvirkning af produktionen af neurohormoner. Ved at påvirke
hormonsystemet bidrager musikken til at skabe den rette stemning for læring.
2. Hjernens ”vandrette” funktion: samarbejdet mellem hjernens to hemisfærer. Musikken bidrager
til, at vi kan skabe langt flere associationer og dermed styrke hukommelsen.
3. Hjernens ”lodrette” funktion: samarbejdet mellem kortex, det limbiske system og
hjernestammen. Man kan kort sagt formulere det som, at musikken medvirker til at integrere viden
i personligheden.
4. Mediering af elektrisk art: påvirkning af hjernebølgeaktiviteten. Musikken bidrager til at
fremkalde en afslappet, produktiv tilstand, det man inden for suggestopædien kalder ”koncentreret
psykorelaxation”.
0. Indledning eller nogle forklaringer
Hjernen kan inddeles i tre dele 13 : reptilhjernen (bl.a. den forlængede rygmarv, der får informationer fra
kroppen), det limbiske system (i midten, der skaber følelser) og de grå celler (der ligger som en hjelm
over de andre dele og er sæde for tænkningen). De grå celler, også kaldet neocortex, består af en højre
og en venstre hemisfære. Der kan sendes informationer mellem alle områder i hjernen. Mellem de to
hemisfærer er der en livlig trafik med informationer, der sendes frem og tilbage ved hjælp af store bundter
af nervetråde. Det vigtigste af disse nervebundter kaldes hjernebjælken. De enkelte dele af neocortex
kaldes lapper: pandelappen, isselappen, tindingelapperne, nakkelappen.
1. Mediering af kemisk art eller musikkens stemningskabende funktion
I samme øjeblik eleverne træder ind i klasselokalet, kan musikkens påvirkning begynde. Stemningen
bliver naturligvis meget forskellig efter, om man spiller Ellingtons ”Mood Indigo”, en Straussvals, Bob
Dylans ”Maggies Farm” eller en militærmarch. Jeg anvender ofte Straussvalse - grunden er, at selv om
de er livlige og muntre, virker de ikke for voldsomme om morgenen, hvor eleverne ofte er lidt trætte
og ikke rigtig er kommet i gang. Musikken skal helst matche deltagernes tilstand, og om morgenen kan
musikken således udgøre en blid overgang til større ydre aktivitet. Det er en fornøjelse at se nogle af
eleverne komme smådansende og nynnende ind i lokalet. I min svenskundervisning bruger jeg ofte en CD
med populære svenske viser sunget af Sven Bertil Taube, i fransk en CD med Edith Piaf. På andre sprog,
der ikke har den samme stærke visetradition, finder jeg noget andet, i tysk kan jeg bruge Straussfamilien
eller anden let og munter klassisk musik. Valget af musik afhænger af mange faktorer: Tidspunkt på
dagen, deltagernes alder, faget, underviserens musiksmag, deltagernes musiksmag, det der skal ske i
undervisningen den dag, årstiden, vejret, lokalet ...
Musikken kaldes ofte følelsernes sprog. Nyere hjerneforskning viser, at musik påvirker balancen i
produktionen af neurohormoner 14 . Neurohormoner er f.eks. acetylkolin, der får musklerne til at trække
sig sammen, norepinefrin, der får musklerne til at strækkes ud, dopamin, der giver en følelse af velvære
(”belønningshormon”), epinefrin, der får hjertet til at slå hurtigere, serotonin, der får os til at føle os kede
af det, cortisol, der dæmper stressymptomer. Musikken går via hørenerverne ind tæt ved de centre i det
limbiske system, der regulerer hormonproduktionen 15 . Disse påvirkninger giver sammenlagt som resultat,
www.cvustork.dk/agora/ 59