AGORA - tidsskrift for forskning, udvikling og idéudveksling i ...

AGORA - tidsskrift for forskning,
udvikling og idéudveksling i professioner
handlinger tilgængelige for forskeren. Alle regler og begrænsninger er rationelle, logiske og formelle,
og er ment til at være til hjælp for at holde sig indenfor visse pre-definerede rammer. Det er også et krav
til forskere at eksplicitere alle dele af forsknings-arbejdet for det skal være muligt at replicere projektet.
På den anden side taler mange fysikere (ligeledes som matematikere, kemikere og kunstnere) om en
”fornemmelse” af hvilke beslutninger og hvilken retning det er gunstigt at styre projektet i.
“…all the great mathematicians state that the best guide for a mathematician is the emotions for the
math, and its geometrical beauty. It’s surprising to see, how emotions can be waken during mathematical
deduction, that one should believe only could be of interest for the intellect…but it is actually emotions,
which all mathematicians know…”
Henri Poincare’
Det som psykologen og disse forskere har til fælles er at de tillader sig at delvist bruge sine følelser
eller fornemmelser af hvilken retning det vil være rigtig at forfølge. Grunden til at dette kan være en
hensigtsmæssig metode i disse situationer, er at objektet og situationen er så kompleks og uoverskuelig at
en rationel cost-benefit analyse af alle faktorer vil være umuligt.
Polyani (1996) argumenterer for at al forskning og problemløsning generelt må indeholde tavs viden,
hvis ikke ville vi ikke have et ”problem-felt”, og dermed ingen udvikling. Han argumenterer for at det
positivistiske, dekonstruerende naturvidenskabelige paradigme ikke er en hensigtsmæssig tilgang til
mange områder indenfor humaniora og æstetik. Den tavse viden i form af at være ikke-bevidst, og det
ikke-ekspliciterbare er altså ifølge ham en forudsætning for dybere forståelse og udvikling.
At beslutte sig for at handle
Det er fund indenfor neuropsykologi der tyder på at emotioner er rationelle og kan sammenfatte og
”forstå” en kompleks situation forud for man bliver bevidst om den. Bechara et al. (1997) præsenterede
spillekort for subjekter for de at gamble penge på. To av stakkene med kort gav gevinst, mens to gav tap.
Længe før subjekterne var klar over det eller kunne forklare noget, begyndte de at undgå de ”dårlige”
kortstakkene. De havde altså en ikke-bevidst viden eller forståelse der påvirkede deres valg. Patienter med
hjerneskader i områder der regnes for afgørende for emotioner (områder i pandelapperne og strukturer i
det i det limbiske system) fortsatte med at trække fra de dårlige stakkene, og lærte aldrig at undgå de.
I neuropsykologien har man længe set at patienter med hjerneskader der antages at forringe koblingen til
de hjernedele der har med emotioner at gøre, har svært ved at foretage gode beslutninger for sig selv, både
på det sociale, personlige og professionelle plan, og har svært ved at lære fra deres erfaringer (Damasio,
1994).
Mennesker med depression har et ”nedsænket stemningsleje”, hvor oplevelse og udtryk af emotioner
er afdæmpet og ”flade”. Disse mennesker har svært ved at vælge og holde fast ved valg. De har en
tendens til at overveje et uoverskueligt stort antal alternativer før de vælger, og udsætter efterfølgende
beslutningerne for vidtgående overvejelser og kritik (Overskeid, 2000).
Det findes meget forskning der tyder på at mennesker vælger i forhold til hvad der ”føles bedst” og at
denne følelse ikke altid er virkelighedstro. Dette kan for eksempel ses hos gamblere, der rationelt ved
at det er en minimal chance for at vinde, bliver ved med at spille, eller mennesker der ønsker at stoppe,
alligevel fortsætter med at ryge. De kan producere rationelle argumenter for at lade være, men den
samlede følelse når de overvejer det at tænde en cigaret eller satse på rouletten, gir en sammenlagt bedre
følelse end at ikke gøre det av hensyn til de rationelle argumenter. Således behøver følelserne ikke altid at
føre til bedst muligt udfald for os, eller være til bedst udfald for vår udvikling.
www.cvustork.dk/agora/ 55