AGORA - tidsskrift for forskning, udvikling og idéudveksling i ...

AGORA - tidsskrift for forskning,
udvikling og idéudveksling i professioner
Neuropædagogik i terapeutisk og specialpædagogisk praksis
- en introduktion
Af Peter Thybo, fysioterapeut, Sundhedscentret Frisenborgparken, peter-thybo@webspeed.dk
Anvendelsen af neuropædagogik breder sig hastigt i det tværfaglige arbejde omkring undervisning og
rehabilitering af personer, der har medfødt eller erhvervet funktionsnedsættelse i hjernen. Udviklingen
har den kognitive psykologi som omdrejningspunkt og tilgodeses af en øget pædagogisk tænkning i
sundhedssystemet, der i stigende grad ser læring som et vigtigt element. Denne artikel har til formål at
give en introduktion til neuropædagogik i et terapeutisk og specialpædagogisk perspektiv. Der lægges
vægt på ressourceorienteret og succesfuld kommunikation og læring. Det foregår gennem en beskrivelse af
neuropædagogikkens grundprincipper, rolle, placering og muligheder.
På trods af en stigende udbredelse er neuropædagogik ikke uden problemer i sin faglige fundering, for
den befinder sig i et kraftigt spændingsfelt med en indbygget konflikt: På den ene side findes neurologien,
støt forankret i et naturvidenskabeligt paradigme, og på den anden side pædagogikken, der er bygget op
omkring et humanistisk paradigme med bl.a. didaktik og psykologi. Spændingsfeltet udløser flere spørgsmål
og kritiske bemærkninger. Er det overhovedet muligt at overføre viden direkte fra neurologiens verden til
pædagogikkens? Og magter de mange forskellige faggrupper der arbejder med neuropædagogik at spænde
over et så stort og modsætningsfyldt felt i en tværfaglig praksis? Hvis ja, er det i sandhed en kunst!
Nøgleord
Neuropædagogik, neurologi, neuropsykologi, kognitiv psykologi, rehabilitering, pædagogik, didaktik,
læring.
Et problem og en løsning
”Hvem si’r det ikke er dig som gang på gang
overtræder færdselsloven inde i mit hoved…”
Nærmest lykkelig,
Steffen Brandt, TV2, 1988
Jeg husker tydeligt min første patient med neuropsykologiske symptomer. Jeg var fysioterapeutstuderende
på sygehusets neurologiske afdeling, og dér, en formiddag midt i mellem brikse, vægte, bolde,
ultralydsapparater og gangstativer, havde vi vores første møde. Det var en gæv, ældre landmandskone med
et solbrændt ansigt fuld af dybe furer som livet havde mejslet i hende. Det var det kvikke udtryk i øjnene,
og smilerynkerne omkring dem, man først lagde mærke til. Den stædige midtjyde havde haft en blodprop i
venstre hjernehalvdel, der hvor det hørte sprog bliver til virkelighed. Tilmed havde skaden givet en lettere
lammelse i højre arm og ben, og det var derfor hun befandt sig i fysioterapien.
”Impressiv afasi” stod der i patientens journal. Skaden havde forårsaget et nedbrud i hendes
neuropsykologiske færdselsregler for forståelse af sprog, og jeg fik hurtigt fornemmelsen af, at min tale,
som jeg forsøgte at begrænse, måtte fremstå som auditive Rorschach-billeder, som hun aldrig fandt en
mening med; ordene var blot uforståelig støj. Omvendt talte hun i lange sætninger, men der var ikke altid
www.cvustork.dk/agora/ 99