AGORA - tidsskrift for forskning, udvikling og idéudveksling i ...

AGORA - tidsskrift for forskning,
udvikling og idéudveksling i professioner
er alle, mulige teorier ikke medtaget. De må evt. behandles i en anden kontekst, og evt. af andre end jeg.
En indvending inden for undladelseskategorien, jeg selv kunne fremføre, retter sig mod min behandling
af social konstruktionisme, hvor jeg undlader at behandle denne retnings inspiration af og relation til
poststrukturalisme. Med det eksempel ønsker jeg blot at understrege, at en kompleksitetsorienteret
erkendelsesteori som den luhmannske netop er sig bevidst, at når noget aktualiseres, så er der noget andet
som også kunne være aktualiseret, og at aktualiseringen er foretaget ud fra et selvvalgt kriterium. Det
gælder for mig, mon ikke også det gælder for dig?
Misforståelser
Jeg synes, du gør dig skyldig i en række fejllæsninger og misforståelser af min tekst. Lad mig give fem
eksempler:
1. Du hæfter dig ved spørgsmålet om klassespecifik socialisering og skriver, at jeg tilsyneladende
mener, at forståelser af samfundet som henholdsvis et stratificeret, klassedelt samfund og et
funktionsdifferentieret samfund udelukker hinanden. Men det er jo ikke min opfattelse, at
de udelukker hinanden. Jeg skriver, at det primære princip for differentiering er funktionel
differentiering: ”Det betyder, at samfundet primært – altså ikke udelukkende – danner
samfundsmæssige subsystemer ud fra disses specifikke funktion” (s. 49). Med det mener jeg,
at segmentering og stratificering også findes i funktionelt differentierede samfund, men ikke
længere som primære principper for samfundets orden (note 26). Jeg afviser da heller ikke, at
socialisering kan forstås klassespecifikt, jeg peger på en sådan forståelses begrænsninger, nemlig
at den, ”står og falder med, at klassebegrebet i det højkomplekse moderne samfund stadig har
en sådan stringent afgrænsning, og at socialiseringen inden for de enkelte klasser en så ensartet
karakter, at det er muligt at henføre socialiseringsresultater alene hertil” (s. 190). Videre kan
jeg fortælle, nu da du nævner min gode kollega Erik Jørgen Hansen, at han og jeg i løbende
drøftelser faktisk beskæftiger os med forholdet mellem stratifikation og funktionsdifferentiering
ud fra den opfattelse, at de to principper for differentiering tilsammen er væsentlige, altså at
forståelsen af stratifikation nuanceres betragteligt ved at blive set i sammenhæng med samfundets
funktionssystemer.
2. Du skriver, at jeg polemiserer mod politisk-ideologisk orienterede begreber som fx liberalisme
og socialdemokratisme, og at jeg er af den opfattelse, at sådanne ideologiske positioner ikke
væsentligt kan forklare den aktuelle uddannelsespolitik. Det har du ret i bortset fra, at jeg nu
ikke mener, at jeg polemiserer. I den henseende er jeg på linje med aktuelle diskussioner i
sociologien, der peger på, at en forståelse af de seneste tiårs uddannelsesreformer ud fra de
traditionelle politiske ideologier er alt for enkel! Jeg tænker her på Helmut Wilke og Anthony
Giddens; ja selv en i egen selvforståelse kritisk, normativ pædagogisk sociolog som Michael
Apple peger på problemet. Den diskussion finder jeg interessant og åbnende for en mere
adækvat forståelse af, hvad det er der sker i uddannelsespolitikken. Du kan naturligvis mene, at
den er træls, men du skylder i så fald en forklaring på, hvorfor uddannelsespolitikken stort set
kun udviser nuanceforskelle alt efter om de siddende regeringer er konservativt-liberale eller
socialdemokratiske (begynd fx med den ny universitetslov).
3. Du skriver om kontingensformler, at jeg her gør mig skyldig i at anvende en generel stadieteori,
fordi jeg antager, at der på et givet stadie i samfundets udvikling er én central formel for
kontingenshåndtering på opdragelsesområdet. Det kunne synes at være en alvorlig anklage, da
jeg jo anser stadieteorier for at være simple reduktionsmekanismer. Men jeg mener da heller
ikke, du har ret. Lad mig forklare: Ved en stadieteori forstår jeg en teori, der udsiger, at et
samfunds eller et menneskes udvikling sker efter særlige kausale lovmæssigheder i en bestemt
og ensartet rækkefølge af stadier. De enkelte stadier kan ikke springes over eller gennemløbes i
andre retninger end den lovmæssige fremadskridende retning, og det højeste stadie er kendt og
beskrevet. Sådan forholder det sig ikke med samfundets kontingensformler. For det første er en
www.cvustork.dk/agora/ 126